CITY OF ANGELS PÅ GODT OG ONDT

Vi har nu opholdt os lidt over en uge i Los Angeles, og vores første indtryk præget af fascination af landet, kulturelle forskelle (i forhold til Danmark) og byens liv, bliver langsomt skiftet ud med et måske mere realistisk billede af vores område.

For et par dage siden ventede vi på en metro i den sydlig bydel Long Beach, efter endnu en dag med intensiv biljagt, da vi pludselig blev antastet af en amerikansk middelalderende dame. Hun var meget direkte og udadvendt (som de fleste Amerikanere er), og fortalte bl.a. at hun havde boet i byen i 8 år. Efter lidt small-talk frem og tilbage, kom hendes mening om byen krystalklart tilkende: Los Angeles er en imponerende by at besøge, men ikke en imponerende by at leve i. Senere har vi fået samme melding fra flere andre. Det har været lidt af en åbenbaring og finde ud af, at mange af de fastboende ikke bryder sig om at være her. Underligt nok har vi begge fået et helt andet billede af byen herefter. Der er ikke meget glæde at spore i folks øjne. Hvis man ser sig om i metroen virker folk trætte, indelukkede og på grænsen til deprimerede, og det eneste rigtige sted vi ser folk grine, er inden for hostelets 4 vægge.

Vi har på trods af vores korte ophold været vidne til flere voldsepisoder. Den mest brutale var en dage i metroen, da vi pludselig hørte larm fra sæderne bag os. Larmen opstod fordi en ung pige var i færd med at få tæsk (og blive afklædt) af en stor, pumpet, sort fyr. Da pigens lillebror prøvede at hjælpe hende, blev han også slået til blods. En anden episode udspillede sig en dag på en parkingsplads, da vi var vidner til at en fyr bevidst køre over en piges fod - og blev holdende på den. En fyr som bor fast på vores hostel har senere fortalt, at Inglewood (kvarteret hvor vi bor) består af 47% afro-amerikanere og 47% mexicanere, og at miljøet er stærkt bandepræget. Vi hører da også sirener mindst en gang i timen.

I vores biljagt har vi været omkring mange af de fattige kvarterer (ligesom det vi bor i). Her vrimler det med hjemløse, der desperat tigger efter penge. Vi er blevet antastet af alt fra en gammel krigsveteran til små børn,. Forleden på vej hjem fra en kiosk, med en 6pack millers og nogle ussle 50-cent kager under armen, løb vi ind i en finklædt herre, der ligeledes spurgte efter lidt småpenge. Vi forærede ham en håndfuld quarters, hvorpå han fortalte os, at han engang arbejdede som highschool-lærer - og her gik den arme mand nu rundt i et beskidt jakkesæt med en gammel, slidt indkøbsvogn fyldt med lort som eneste følgesvend. "Things went wrong", som han sagde. Tabt i systemet vågner han op hver morgen til et liv, han ikke fortjener, ligesom damen på billedet. Det er svært ikke at tro på hans historie og deres elendighed, og det er svært magtesløs at se på.

Vi minder os selv om, at vi ikke er her for at redde USA, og prøver derfor at fokusere på noget lidt mindre seriøst. F.eks. palmer. Det vrimler med palmer. Useriøse, høje, dumme palmer. De står langs alle gader, og kan tilsyneladende blive op til 70m høje. Hvad vil de deroppe? Det vil være OK, hvis toppen af de 70m udløste en prangende, blomstrende krone uden lige - men sådan forholder det sig sgu ikke. De har alle sammen en useriøs lille busk, som får hele palmen til at se endnu dummere ud.

Los Angeles er en blandet oplevelse, vi glæder os efterhånden til at komme videre og så har vi nyt om bilkøb i løbet af de kommende par dage.