MAN SKAL IKKE STEGE BACON FØR SVINET ER SOLGT

Man siger, at kært barn har mange navne. I vores tilfælde har der kun været tale om et: "The Svine". I næsten 3 måneder har vores 4-hjulede ven tjent os i tykt og tyndt, hvor et udskiftet forhjul er eneste nævneværdige skavank. Men alt har en ende og dagen hvor "Svinet" skulle flyve fra reden stod for døren. Det her er historien om en studehandel, der starter med en uskyldig fremvisning og ender i en mystisk kælder i selskab med udskårne træfigurer, en fuld portugisisk mekaniker og den fortvivlede, små patetiske fremtidig bilejer.

Igennem amerikanernes foretrukne online-community craigslist, der bl.a. indeholder køb og salg af alskens objekter, fik vi kontakt med Ricardo, som var interesseret i vores nyvaskede og rengjorte japanske ven. Efter aftale ankom der klokken 20.00 en ranglet, mellemhøj, tydeligvis små-stresset mand med spanske aner, sammen med en noget lavere men mere robust og rå følgesvend, som lugtede meget af sprut. Efter at have rystet hinandens hænder på kryds og tværs, begav de to sig i gang med at nærstudere motoren, sparke til et par dæk, prøve vinduesviskerne, åbne alle døre, ligge sæderne ned for så at nærstudere motoren igen. Vi foreslog Ricardo at køre en prøvetur, men det var han bestemt ikke interesseret i. Han havde haft præcis samme bil, så det ville være spild af tid. Han var på udkig efter en ny af samme model, da vinduesviskerne ikke længere virkede og ville koste $1300 at reparere. "Underligt" tænkte vi, men ikke desto mindre var han en interesseret køber. Efter 5 minutters forhandlen, frem og tilbage, nåede vi til enighed og hammeren faldt på $2250.

"Skal vi ordne ejerskifte papir-arbejdet med det samme" spurgte han, hvilket kom som en pludselig overraskelse, men vi kunne vel lige så godt få det overstået. "Hvad med registreringen?" sagde han. Han ville bestemt ikke køre i bilen uden nummerplader, men vi ville bestemt ikke lade ham køre med vores nummerplader, da bilen og dens handlinger ville tilbageføres til os. Her vågnede den alkoholiserede mekaniker op og forslog at køre over til DMV (Department of Motor Vehicles) med det samme, da det kun lå 15 minutters kørsel væk. De kunne køre i deres bil, vi kunne følge efter. Og dermed befandt vi os pludselig forfølgende en grå minivan i New Yorks gader og stræder. 5 minutter gik, 15 minutter gik, 25 minutter gik. Var vi der snart? 40 minutter gik. Vi havde efterhånden bevæget os langt udenfor de trykke rammer af Manhatten og Brooklyn. Benzinmåleren lyste som aldrig før, og langsomt tog vores paranoia over og opdigtede diverse frygtsenarier, hvor den mest markante må siges at være tanken om at blive ledet ud i skoven, løbe tør for benzin, løbe flygtende væk fra en fuld mekaniker med en stor kniv, tabe kapløbet og ende parteret i kasser adresseret til hhv. Blære og Aars.

Så galt gik det ikke og efter en times kørsel befandt vi os i et kælderværelse et godt stykke udenfor New York. Kælderen var Ricardos hjem, og mildest talt et af de mest skræmmende steder, vi har opholdt os i løbet af turen. Benzinmåleren havde sukket en sidste gang, lige som vi kørte ind i indkørselen, hvormed alle fornuftige flugtforsøg var fejet af bordet. Man kan sige, at vi havde nået 'Point of No Return'. Midt i værelset, mellem utallige mystiske udskårne træfigurer og andet kummerlig indretning, stod et bord og to stole, hvor vi blev placeret, blev tilbudt øl, som vi nok meget klogt takkede nej til, og prøvede at overskue papirarbejdet. Ricardo var ikke til megen hjælp og hans 'tipsy' mekaniker havde travlt med at drikke de øl, som vi takkede nej til. Efter pinelig - nej vent - skræmmende tavshed sagde Ricardo endelig, at vi kunne tage over til hans søster, da hun muligvis kendte til ejerskifte proceduren. "Hellere dø hos hans søster end i denne skumle kælderen", tænkte vi og sagde uden tøven at det var en fantastisk idé.

Det viste sig, at Ricardos søster boede i et hyggeligt hus i et roligt villakvarter, og at hun havde en nogen lunde god idé om, hvordan man ordnede papirarbejdet. De ændrede omgivelser dulmede vores nerver lidt, men da den fulde mekaniker stadig fulgte os i hælene, faldt vi aldrig helt til ro. Måske mest af alt fordi aftalen forlød, at det var ham som skulle køre os til togstationen efter handlen var afsluttet. Klokken 23.30, over 3 timer efter vi havde fremvist bilen, skrev vi med sort blæk under på ejerskiftet, modtog og talte pengene, ønskede Ricardo god fornøjelse med bilen og kørte ned mod togstationen. En time senere sad vi i nattens mørke på taget af vores hostel, afslappet med en kold øl i hånden og nød udsigten udover New York. Lidt sørgmodigt skålede vi på en (heldigvis) godt afsluttet handel, på en god ferie, på en god bil og de mange afveje, og på nogle uforglemmelige oplevelser. Med en uge tilbage, og med bilen solgt, er det nu tid til at nyde New York.

Anders & Peter.

HALVANDEN UGE I NEW ENGLAND

Med Amish-folket bag os var næste stop på turen fest, farver, fyrværkeri og 4. Juli's Independence Day i New York. Først cirka en halv time syd for Manhatten går det dog op for os, at noget er helt helt galt. Det var kun d. 24 Juli, hvilket der i sig selv intet er i vejen med, men det betød, at der var over en uge til 4. Juli og dermed også til vi burde befinde os i New York. En forklaring på vores tidsmiskalkulation kan være mødet med Amish-folk, som heller ikke tager tiden så højtideligt. Selv om vi gerne vil give dem skylden, er forklaringen nok, at vores bevidsthed efter 3 måneder uden forpligtende aftaler har glemt hvad kalenderen, ugedage og et ur bruges til. Vi besluttede os til, efter en del rysten på hovedet, at udskifte festtøjet med vandresko og udnytte tiden ved at opleve det, som pilgrimmene tilbage i 1700-tallet navnedøbte New England, og som er staterne der dækker den nord-/østlige del af USA.

Først udforskede vi New York staten, der står i stor kontrast til det funklende storbyliv New York byen besidder. Staten New York er kendt for sine idylliske vinmarker, store bjergsøer og de to bjergkæder Catskill Mountains og Adriondack Mountains, hvor sidstnævnte bl.a. har afholdt Vinter OL 2 gange i Lake Placid. Grænsende til Canada i Vest bruser det mægtige Niagara Falls, som var en meget fascinerende oplevelse, hvis man betragtede området med turist-skyklapper. Prikken over i'et ved oplevelsen var at parkerede bilen, tag ordenligt fodtøj på og vandrede med passet under armen ind i Canada, hvor udsigten over American Falls-delen og Horseshoe Falls-delen er betragtelige bedre. En lille bonus info i den forbindelse er, at det koster 50 cent (cirka 3 kroner) at komme tilbage til USA fra Canada. Vi fandt aldrig ud af hvad det latterlige beløb skulle bruges til, men det var anledning til en del morskab.

Fra New York statens skiftende natur kørte vi til Vermont, der primært er kendt for deres orale 'specialiteter'. Her tog vi på opdagelse ved nogle lokale æble-ciderier, hvor vi smagte æble-dampede hotdogs og æble-donuts, og vi aflagde den verdenskendte isproducent Ben & Jerry's fabrik et visit. Sjældent har vi set så mange grådige amerikanere samlet på et sted, der med blodrøde øjne kæmpede sig igennem den guidede tur, der (som de udmærket var klar over) endte ud i smagsprøver. Det var en turisty-oplevelse, hvor turisterne ikke var turister men amerikanere fra lokalområdet, der besøgte stedet for at æde sig tykke i is. Ikke den bedste oplevelse, men for-pokker hvor laver de "MMmmmmm"-god is.

Herefter kørte vi mod New Hampshire for at bestige det verdenskendte Mount Washington, der med sine 1917 meter er det højeste punkt i New England. Opstigningen klarede vi med bil ad den snørklede og konstant stejle vej. Udsigten fra toppen siges at være mageløs på klare dage, hvor man kan se helt til Montreal i Canada, men desværre for os var der overskyet den dag vi besteg toppen, ligesom der er mere end 3/4 af året. Fra New Hampshire forsatte vi ind i kyststaten Maine. Det har gennem tiden været et ideelt sted at være fisker, hvorfor Maine i dag er verdenskendt for deres hummerfiskeri. Alle de mange års erfaring kommer virkelig til sin ret, når man i hyggelige omgivelser befinder sig på en Seafood restaurant med udsigt udover selvsamme hav som den friskfangede hummer har levet i, og nu serveres med kartoffelmos, salat, brød og vin. Den bedste gastronomiske oplevelse vi har haft på turen indtil nu!

På vej tilbage mod New York valgte vi at besøge en række af USAs mest prominente universiteter. Vi snakker om Havard, MIT og Yale. MIT, som med sit speciale i undervisning af ingeniører og det videnskabelige var det, vi havde set mest frem til at besøge, skuffede desværre størst. Området var uoverskueligt og koldt, og var placeret side om side med industribyggeri. Havard virkede som et hyggeligt (lidt overklasse) sted. Deres lokaler virkede heller ikke alt for gode, men satte i det mindste tingene lidt i perspektiv ift. faciliteterne på Ingeniørhøjskolen i Århus, der jo egentlig er okay. På Yale fik vi en 1,5 times lang rundtur, der virkelig åbenbarede en fascinerende institution hvor man kan mærke viden boble og syre. Det var lidt humoristisk, at de bevidst byggede alle skolens bygninger i en gotisk stil, som var de fra 1500-tallet, men bevirkede også til en øget charme i selve studiemiljøet. Vi sætter nu kursen mod NYC, og glæder os til at tilbringe det sidste af turen i 'the big apple'!

AMISH FOLKET, DERES YDMYGE LEVEVEJ OG McDONALDS

"I herrens år 1693 valgte Jacob Amman at løserive sig fra den sweiske, anabaptiske bevægelse Mennonites, for at flytte til Lanchester County i Pennesylvania og starte sin egen mere konservative version under navnet Amish. The Amish People er et hårdt-arbejdende folk dedikeret til sin familie, til at hjælpe i lokalsamfundet, til sin ydmyge levestil og til at følge et sæt uskrevne leveregler, kaldt Ordnung, der fordømmer den moderne udvikling. De ser ikke Amish som en religion men som et tankesæt, der bl.a. forlyder, at de ikke må benytte sig af elektricitet, telefoner, biler eller moderne landbrugsredskaber. Et stædigt folkfærd fastfrosset i 1800-tallet, som gør ting på den hårde måde - den ægte måde. Amish-teenagere skal i en alder af 18 foretage et svært valg; i en kort periode må de benytte nutidens fristelser, hvorefter de på egen hånd skal tage stilling til, om Amish fortsat skal være deres tankesæt. Dem der vælger fra bliver fordømt fra lokalsamfundet, og kan aldrig se familie eller venner mere."

På vej mod dagligvarekæden WalMart, hvor vi ville tage ly for natten, læste vi spændt i vores medbragte rejseguide om dette romantiske folkefærd, der passer sig selv og deres landbrug med en ydmyg indstilling til livet. De har til dagen og vejen - mere er ikke nødvendigt. Bogen anbefalede at tage en 'Buggy ride' (hestevognstur) med Abe i byen Bird-In-Hand, hvilket vi ville gøre efter en god nats søvn. Før vi slukkede lyset og fik lagt os godt til rette, var vi dog begge vidner til et mærkeligt syn; en dame klædt i mørkeblå kjole med forklæde og kyse kom gående ud af stormagasinet, skubbende til en overfyldt indkøbskurv. Havde vi lige set en Amish dame handle i en af USAs største dagligvarekæder - selve indbegrebet af kapitalismen? Det var mørkt og vi var trætte - den oplevelse måtte vi udskyde fordøjelsen af til dagen efter, hvis vi ikke havde set forkert.

Den idylliske by Bird-In-Hand var lige som vi forestillede os. Det vrimlede med store og små buggy's i yderste spor af vejen, som kun er for køretøjer med forspændt hest. Husene stod elegant side ved side, og hist og her gik unge knægte i deres karakteristiske tøj og slog græs med håndkræft. Vi rullede langsomt ind på parkeringspladsen hos Abe's, og gik op for at købe 2 billetter. Men hvad var nu det? Den ældre, finklædte dame i billetbiksen blev afkølet af en elektrisk drevet ventilator, havde en mobiltelefon ved sin side og en elektrisk radio bag sig. Vi undrede os men undlod at spørge ind til hendes misforståelser. Vores buggy-kusk hed Mennet, og i løbet af de godt 20 minutter turen tog, vendte han op og ned på vores opfattelse af Amish folket. Her er en grov gengivelse af samtale:

"You guys can ask me anything. I won't get offended, so just shoot" sagde den rart-udseende mand bag stråhatten. "First, though, my name is Mennet, I'm 58 years old and I've been Amish my entire life."
Efter kort at have introducerede os selv, kastede vi os forsigtigt ud i første spørgsmål, mens de to utrættelige heste trak os alle 3 og den sorte, fint-polstrede buggy.

"Why did you choose to be Amish?" Et spørgsmål han sikkert blev spurgt 100 gange om dagen.
Mennet fniste for sig selv. "Choose? I was born into it like all Amish people. But I like the easy way of living, and then I married my Amish wife and stayed in the local community. It's a nice town". Han fortsatte og pegede mod husene vi passerede "...see all these houses? They're all owned by people like us, Amish people."
"Why do some of the houses have electric-driven lamps in front of the houses?" spurgte vi uforstående. "We've read that Amish people don't use electricity, is that right?"
"No, we don't" sagde Mennet. "The wires and the lamps were installed when the houses were built, but most of us don't use them. See Mrs. Crawford's beautiful house over there?"
Vi fulgte Mennet's udstrakte arm og så et mageløst, flot hus med.....solpaneler på taget?
"She has solar-panels on her house so she can use the hair dryer in the mornings. She even got rechargeable batteries in her basement so she can save power."

...Batterier? Solpaneler? Hårtørrer? Hvad vrablede manden om. Hvilken falsk Amish var Mrs. Crawford? Sagde han ikke lige, at de ikke brugte elektricitet?
"Well we don't use wired electricity. Most of us charge up batteries. Most farmers use electricity in their fences to keep their animals from running wild" sagde Mennet, som om det ikke var en og samme ting.
"Why don't you just do it as they did in old days without electricity?" sagde vi mens vi havde svært ved at skjule vores voksende frustration over Amish-folkets levemåde.
Mennet flyttede opmærksomheden fra vejen og dyrene, og kiggede undrende over på os. "Well, it's a lot easier that way".
Mennet fortsatte: "Listen, you've probably heard and read a lot about the Amish, but most of it is exaggerated and not true. Like how boys have to decide if they want to be Amish in an age of 18, like how we don't use any form of electricity-device. That's not true."
Mennet trak de trofaste heste op ad indkørselen, mens han bittert formulerede de sidste ord "people write and talk about us that way to make it more interesting."

Hvad end Amish-folket var, som vi havde læst eller ej, havde vi stadig resten af dagen at opleve deres kultur. Vi spurgte derfor Mennet, hvad han ville anbefale os at gøre, og han gav os straks en brochure og begyndte at fortælle om en gamle gård,som vi skulle besøge, alt i mens han tog et kort frem og ville vise vej. Vi sagde til ham, at vi med adressen på brochuren kunne finde derover med vores GPS i bilen. "God praise the GPS - a wonderful invention" blev de sidste ord fra vores Amish ven. Vi var skuffede, forvirrede og trængte til sukker. Derfor satte vi ikke kursen mod den omtalte gård, men mod nærmest McDonalds, hvilket vi dog aldrig skulle have gjort. Selv her fandt vi Amish folk (se billeder). Havde de da ingen idé om, at det fuldstændig var imod hvad de står/stod for? Vi synes faktisk, at det er en meget inspirerende tanke at leve som i 1800-tallet uden stress og overforbrug, men den indkonsekvente levevej, de har begivet sig ud på, får konceptet til at virke en smule latterligt. Vi blev enige om, at Amish folket burde skrive de uskrevne regler ned, og få noget ordnung over deres tro/tankegang/religion.