DE 13 KOLONIER, WASHINGTON OG ENDELØS KRIG

Efter en lang og udmattende krig afgav England i 1788 officielt sin magt over de dengang 13 britiske kolonier. The United States of America var født. Den nye nation besluttede at opbygge en hovedstad, der kunne repræsentere dem alle, men samtidig være en selvstændig del løsrevet fra regionale interesser. Staterne Virginia og Maryland fandt et sumpet område i deres grænselag, de ikke kunne bruge til noget, og heraf stillede de 10 x 10 miles til rådighed. Af uforståelige grunde blev det vedtaget som en egnet placering for det kommende magtcentrum, og man døbte området District of Columbia efter den dengang populære betegnelse for USA.

Byen blev midlertidig en langsom realitet grundet de dårlige byggeforhold, en sump nu engang giver. Borgerkrig og endnu en besættelse af de ubeslutsomme Englændere, der i år 1814 plyndrede og nedbrændte den sørgelige begyndelse af byen, gjorde det heller ikke nemmere. Efter krigen besluttede Virginia, at de gerne ville have deres del af sumpen tilbage, og igen, af umiskendelige årsager, vedtog man dette. District of Columbia var nu en irregulær, skæv rektangel. Man forsøgte påny at opbygge The Federal, som byen dengang hed, men først i 1871 (næsten 100 år og en hel del krig efter USA blev uafhængig) stod byen som en velfungerende, repræsentabel kapital - nu under navnet Washington opkaldt efter landets første præsident. Præsidenten selv - George Washington - boede dog aldrig i byen (det hvide hus), og det siges han hadede den for sumpens mange myg.

"Hvad sker der for historie-timen?" tænker du muligvis, men vi har fundet ud af, at for og forstå Washington som by og amerikanernes tankegang, må man have deres forholdsvis korte, men blodige historie i baghovedet. Washington er ikke en hvilken som helst storby. Washington er et magtcentrum, der er opbygget fra bunden for at kontrollere og reagere, hvilket alle dens monumenter/mindesmærker, det hvide hus, kongressen, pentagon og overfloden af politiforce konstant mindede os om i løbet af de 4 dage, vi luskede omkring i magtens korridorer. Netop mindesmærker, det ene mere storslået end det andet, findes der mange af, og de hylder alle enten en afdød præsident eller en af de utallige krige, som USA er eller har involveret sig i.

Vi besøgte National Museum of American History, hvor specielt en udstilling skilte sig ud fra mængden. Det var den største udstilling, og tydeligvis den som museet havde brugt mest energi på at opstille. "Price of Freedom - Americans at War". Her var krig opstillet i romantiske kulisser, og det var ikke svært at se, hvem der er de gode (USA) og hvem der er de onde (dem USA er/var i krig mod). Men det værste var faktisk at bemærke alle amerikanerne, som stolt gik omkring og betragtede de patriotiske og nationalistiske opstillede krigsremedier og våben. Våben som jo i virkeligheden havde til formål at slå andre mennesker ihjel. Nu har ingen af os godt nok været i krig, men vi tvivler på, at der er så sukkersød en stemning, som vi blev præsenteret for.

Det at amerikanerne romantiserer krig gav os stof til eftertanke. En del af forklaringen er sikkert at de er født i krig og befriet af krig med krig. For dem handler krig om frihed, og frihed er et ord som amerikanerne vægter højt. På trods af den større forståelse af den amerikanske tankegang følte vi stadig, at de mange monumenter og museer i Washington kun præsenterede krigens ansigt meget sminket. Næste stop på vores seværdighedsrundfart blev dog Arlington Cemetary, den nationale kirkegård for soldater, hvor der dagligt begraves 27 mennesker. De endeløse rækker af hvide gravsten bevidnede om prisen for krigsførelse. Her stod vi foran 275.000 faldne soldater, som i hvert fald ikke havde fået deres frihedsgrad udvidet igennem krig.

"IT'S MY BIRTHDAY!!!!"

Flere gange i løbet af vores tur har det forbavset os, så glade amerikanerne er for at sætte sig selv i centrum. Specielt i anledning af f.eks. deres fødselsdag. Flere gange på forskellige hostels har vi oplevet et amerikansk fødselsdagsbarn påkræve sig de andre beboeres, og vores, opmærksomhed, for blot at bekloge os med, at det faktisk er deres fødselsdag. Flere gange har vi set folk gå rundt i en udklædning af birthday-klæder, som var det polterabend eller karneval. De føler tilsyneladende meget for denne hellige anledning, de kære amerikanere. Forleden hvor vi spankulerede og passede os selv i Miami's gader, passerede vi 2 piger og en dreng. Den ene pige sagde et eller andet til os i forbifarten, hvilket ingen af os opfattede. Den åbenbart fornærmende overhørelse af hendes bemærkning resulterede i, at hun stoppede op og nærmest råbte efter os "IT'S MY BIRTHDAY!!!". Ret forbavsede og overraskede stod vi begge mundlamme, og fik ikke engang sagt tillykke, før hun fortsatte videre i sin royale verden.

Deres opførelse på deres fødselsdag må siges at være ret anderledes fra den, vi er vandt til i jantelovens Danmark. Vi besluttede os for (eller jeg, Anders, besluttede mig for) at afprøve denne aggressive, narcissistiske selviscenesættelse i anledningen af min, Peters, fødselsdag. Med en giftig omgang sukker/flødekage udsmykket med festligheder tilsendt af min, Peters, mor, blev det både til fællessang og kram fra de andre beboere. Billederne taler vist fint for sig selv.

VEJEN DER FØRTE FREM....OG TILBAGE IGEN.

Det er nu noget tid siden, at vi lagde New Orleans høje luftfugtighed bag os, og satte kursen mod vestkystens solskinsstat, Florida. Erhvervet som professionel turist i 6 uger havde haft en trættende virkning på os, og vi begyndte af føle trang for rigtig ferie. South Beach ved Miami: strand - tjek, god mad - tjek, afslapning - tjek...der skulle vi helt sikkert hen, så det gjorde vi. Og det er faktisk alt, hvad der er at sige. Dagene her er hurtigt forsvundet uden de helt store begivenheder.

Ohh ja, en af dagene tog vi en tur ned langs de famøse Keys, der er en lang kæde af ø'er placeret i bunden af Florida. Den nederste af dem som repræsenterer USA's sydligste punkt er Key West.
Her er hvad vi havde forestillet os: En charmerende tur krydsende frem og tilbage mellem de mange idylliske, delvist øde og u-beboede, øer med det plaskende, klare tyrkise vand på begge sider af skiftevis landevej og gamle, historiske broer.
Her er hvad vi oplevede: En industriel, økonomisk optimal og kold motorvej væltende i samme retning, der nu og da strakte sig igennem meget turistprægede byer. Da motorvejen stoppede i Key West, var der ikke meget andet at opleve end at vende om og tage samme tur tilbage. Efter den skuffelse tog vi os et par dage mere på stranden. Vi var dog så heldige på vej, at opleve endnu et ekstremt tordenvejr og få det foreviget på et billede.

Et par dage senere, og lidt mørkere i huden, blev vi igen opdagelseslystne. Vi besluttede os derfor for at aflægge Floridas eneste nationalpark, Everglades, et visit. Turen gik fint, det var nemt at finde, indgangspris var sølle 10 dollars, vi fik masser af informative foldere. Sådan, det her skulle blive godt! "The primary feature of the Everglades is the sawgrass prairie" læste vi. Interessant. Det viste sig faktisk at være så interessant, at det blev 98% af alt, vi så den dag. Præriegræs. Et ekstremt stort, fladt, vådt landskab med præriegræs nok til at imponerer alle danmarks køer tilsammen. Nuvel, vi så også et par alligatorer, et hav af myg, nogle fisk og en del fugle som sikkert var specielle - men præriegræsset overskyggede stort set alt andet. Måske var det fordi vi oplevede Everglades i 'the wet season', måske var det myggene - men vi forlod naturparken en anelse skuffede. Højdepunktet den dag blev et måltid på en nyopdaget fusionsrestaurant bestående af Taco Bell og Kentucky Fried Chicken.

Mætte af den ekstreme varme, fusionsrestaurant mad og Miami's strande drager vi nu nord på.

...AND ALL THAT JAZZ

Et par dage i det monotone, endeløse betonslum, som byen Chicago hovedsagligt byder på, gav os blod på tanden for at opleve den diametrale modsætning (sjæl, liv, sved og kompromisløs musikalitet). Med vores mini-udgave af det amerikanske land udfoldet foran foran os, spejdede vi efter nye eventyr. Straks pegede vi begge på New Orleans, der med sin sorte kapitale bogstaver sprang i øjene på os. Selvfølgelig - jazzens mekka, Kathrinas offer, byen i sumpen - New Orleans var stedet vi skulle hen. Afsted vi kørte; 1 time gik, 2 timer gik, 5 timer gik, 7 timer gik og vi kom ingen vegne. Endnu engang var det lykkedes os at undervurderer afstandene i USA, men lige som vi snakkede om overnattelsesmuligheder, passerede vi et skilt der proklamerede "MEMPHIS - Home of Elvis Presley".

En simpel miskalkulation blev til en uforglemmelig oplevelse i selskab med The King of Rock (eller ren og skær bare The King), hans ydmyge bolig Graceland og, senere, en druktur på den legendariske bealestreet, der pryder sig af at præsentere den bedste blues i verden. Det var weekend, der var mange mennesker, øllet var billigt og musikken spillede - ikke desto mindre manglede vi den tilrøgede, snuskede stemning, som kun en jazzclub præsterer, og lagde derfor, dagen efter den behagelige overraskelse, Memphis bag os og satte kursen mod syd. Efter en overnatning i bilen udenfor New Orleans i et sumpet, insektbefænget område (som vi senere fandt ud af huserer alligatorer), vågnede vi kl. 7.00 op til den velkendte klonk klonk-lyd fra når en overdimensioneret maglite møder bilrude. Manden udstyret med lommelygten var nr. 3, der nok engang stillede spørgsmålstegn ved vores tilstedeværelse i deres land. Han var dog meget medgørlig, og det varede ikke længe før han skulle hjem til sin morgen-donut.

Lovens lange arm, New Orleans' høje luftfugtighed og en nattemperatur på 27 grader gjorde, at vi ikke fik meget søvn natten over. Da vi var blevet indlogeret på vores hostel, og på det højeste havde fået anbefalet at deltage i aftenens open-mic, tog vi os derfor en tiltrængt lur med søde drømme om New Orleans' første jazz-oplevelse. Om aftenen viste open-mic sig at være optrædener fra 3 HVIDE fyre, som på skift plagede os med skinger sang og amatøragtig guitarspil. Hvor var jazzen? Hvor var New Orleans sjæl og ånd? Hvor var negerne? Vi gik begge skuffede i seng den nat, fast besluttet på at finde svarene på vores spørgsmål næste dag.

Efter at have tilbragt en dag ved vores hostels pool satte vi om aftenen kursen mod Bourbon Street - "stedet tingene sker" som vi fik at vide. Med os havde vi en canadier og en hollænder, der - ligesom os - også var på udkig efter jazzen. Men hvad var nu det? Amerikas svar på Las Vegas møder Amsterdam; stripklubber side om side med slushdrinks-pubs beklædt i alle neonlysets farver så langt øjet rækkede. Adder-badder! Hvor var negerne? Hvor var jazzen? I ren og skær frustration kastede vi os over de første personer, der lignede indfødte. De belærte os hurtigt, at folk fra New Orleans ikke går i byen på Bourbon Street men på Frenchmen Street.

Ikke lang tid efter befandt vi os på en tiltalende pub der hedder The Spotted Cat. Vi købte et par øl og ventede spændt på bandet, der var på vej på scenen. 30 sekunder inde i første sang og vi var solgt. Hvilken sjæl, hvilken passion, hvilken kærlighed, hvilken indlevelse. Meschiya Lake hed den karismatiske, maget tatoverede forsangerinde, der med The Little Big Horns bag sig spillede en uimodståelig, yderst velspillet 1920'er jazz med et nymodens kækt og poppet tvist. Stemningen kogte, folk råbte og skreg, klappede og dansede, drak, røg og svedte - alt sammen gik op i en højere enhed. Efter at have danset og drukket hele natten, bevæger vi os alle 4, hårdt kvæstet og udkørt, ud i den varme nat. På udkig efter en taxi, fangede en stor forsamling af mennesker vores opmærksomhed, og vi besluttede os for at se hvad der var los. Ingen af os havde den fjerneste idé om, hvad vi var på vej til at opleve. Ingen af os viste, at det skulle blive den mest grænseoverskridende og kompromisløse musikalske oplevelse, vi ville få i New Orleans. Et 5 mand stærkt freestyle orkester havde plantet sig på et hjørne af gaden, omringet af mennesker, der som i trance dansede til deres imponerende avantgarde jazz. Skiftevis kastede dig sig ud i minutlange soloer, skiftevis skiftede de instrumenter, skiftevis tiltrak de sig opmærksomhed med deres groft musikalske overlegenhed. Alle glemte hvor de var (midt på gaden), trafikken gik i stå men festen levede!

Ingen af os ved hvor lang tid vi stod der. Et par minutter? En halv time? En time? En dag?? Tiden stoppede, og alle os der stod på Frenchmen Street var vidne til en musikalsk ekvilibrisme sjældent set mage. En ting er sikkert - vi er blevet enige om, at vi i vores næste liv skal være sorte, tykke negere der spiller jazz dagen lang med bopæl i New Orleans.

BLINKENDE LYGTER, SMADRET KOFANGER, BULDER & BRAG

Vores tur til Chicago forløb...ikke helt som planlagt. Få timer efter vi havde lagt det bjergede, naturskønne Yellowstone bag os, befandt vi os i et bakket område med vilde fritgående hjorte. Græsset er som bekendt grønnere på den anden side, hvilket åbenbart også var kommet hjortene for øre. Midt på en langtstrækkende landevej bevidnede vi et forfærdeligt, fronttalt sammenstød mellem en kvindelig bilists kofanger og en dumdristig hjort. Det var intet kønt syn og se en voksen hjort blive kastet 20 meter igennem luften og bogstavelig talt få banket hjertet ud af kroppen. Vi brugte en times tid på at snakke den arme dame ud af hendes chok og på at få skubbet den krampende hjort væk fra kørebanen, før vi lagde hjort, chok og smadret kofanger bag os.

Landskabet langs den lange vej fra Yellowstone til Chicago mindede for os i høj grad om forår i Danmark. Store flade marker, duften af nyslået græs, spredte træer der påny gennemlever træ-puberteten og en blålig himmel med optakt til en behagelig forårsregn. Mens vi og andre køretøjer roligt trillede ud mod horisonten, lod vi os gribe af den hjemvante stemningen, og kastede os ud i en nostalgisk "hvad glæder du dig mest til at spise, når vi kommer hjem"-samtale. (Her er svaret forresten varmt leverpostej på friskbagt rugbrød for os begge). Snakken og tiden fløj afsted, mens Johnny Cash prydede anlægget med sang om miserable dage. Regnen slog nu taktfast på forruden. Der var blevet en anelse mørkere - faktisk var det blevet meget mørkere, uden nogen af os havde bemærket det. Regnen tog til i styrke og væltede nu ned, så udsynet blev begrænset til få meter. Vi holdte ind til siden for at orientere os, og bemærkede at vi var den eneste bil på den lange motorvej. Den mørke himmel smed lårtygge lyn efter os, og de rungende tordenbrag overdøvede alt. Vi skiftede hurtigt Johnny Cash ud med lokalradioen.

Radio: "This is an emergency case. Duo to heavy thunderclouds with high hurricane-possibility, the National Whether Forecast advise everyone within the Sheldon area, Iowa to stay indoors and go to a secure basement or a furnitured room on the lowest floor immediately. We're getting reports of tennis-ball-sized hail. I repeat: This is an emergency case with high hurricane-possibil.."
Peter: "Har svinet en kælder?"
Anders: "Måske. Men jeg tror ikke, at forruden er glad for tennis-hagl. Hvor er vi?"

Et par tryk på GPS'en afslørede, at vi befandt os ganske få miles nord for stormens øje. Radioen fortsatte og berettede, at stormen bevægede sig nord/øst med cirka 50 mph - samme vej som vi skulle. Vi blev enig om at fare afsted på motorvejen, og slap med tiden væk fra alt tumult og kaos. Det var den vildeste omgang lyn og torden, vi begge nogen sinde har oplevet.

"Welcome to the City of Chicago" modtag et skilt os hen på aftenen med. Vi havde kurs mod en Wallmart, beliggende i en forstad til storbyen, hvor man lovligt må overnatte i sin bil. Mindre end 10 minutter efter vi passerede det flinke velkomstskilt, skar de genkendelige røde og blå blink pludselig igennem nattens mørke. Endnu en rotte i fælden, nåede vi hånligt at ytre inden det gik op for os, at politiets spotlight var rettet mod os. Satans! Vi holdte ind til siden og blev øjeblikkeligt totalt blændet af et projektørlys, som politibilen havde peget ind på vores sidespejlene. Kort tid efter vi langsomt havde genvundet synet kom endnu en politibil med lys og blink og stoppede i modsatte spor. Vi var nu så godt som omringet. Da vi havde holdt der et par minutter, nærmede den ene politimand i en stor bue sig langsomt bilen. Han havde kurs mod førersædets nedrullede vindue - den ene hånd solidt plantet på pistolen i hans bælte, den anden bevæbnet med en overdimensioneret maglite-lommelygte. Han blændede os endnu engang. Efter nogle grove spørgsmål gik det op for betjenten, at vi ikke var bandeledere. Stemningen "mildnede" sig og vi blev i stedet forhørt på alle leder og kanter, og han forlangte at se alskens papirer. Til sidst gav de op, da de tilsyneladende ikke kunne finde nogle fejl, og vi blev sluppet fri. 2-0 til Anders og Peter over den amerikanske politiforce.

Og så har vi med egen krop oplevet en seværdighed - Mount Rushmore - som amerikanerne kalder udpræget touristy. Forresten hørte vi de første par gange dette udtryk som churchy, og forestillede os derfor det var et område med mange kirker. Her var dog ingen kirker, men til gengæld en uoverskuelig mængde af asiatere med deres utrættelige kameraer. Der gik desværre "den lille havfrue" i det massive klippearbejde, og vi havde derfor svært ved at holde en seriøs indgangsvinkel til det. Hvilken af præsidenterne synes I er bedst udskåret?

YELLOWSTONE NATIONAL PARK

De sidste 4 dage har vi tilbragt i selskab med gråbjørne, brunbjørne, pumaer, wapiti-hjorte, bisonokser, bjergfår, elsdyr, gråulve, prærieantiloper og en masse fuglekvidder. Ja, vi er faktisk selv begyndt at gro skæg-pels for at passe mere ind hos naturens venner. Yellowstone National Park er det mest frodige område, vi endnu har oplevet i USA, hvilket bl.a. skyldes at en stor del af parken ligger på en gammel indsunket vulkan. Den ekstreme varme lurer stadig lige under overfladen, og det gør Yellowstone til verdens mest aktive gejserområde.

Vi tror ikke der findes et mere natur-utopisk område i verden end Yellowstone. På 4 dage har vi oplevet styrtende regn, rivende blæst, dalende sne, bagende hede, lynende lyn og bragende torden. Vi har oplevet natur uden lige med bjerge, stepper, aktive gejsere, kæmpe bjergsøer, varmekilder i alle afskygninger (dog mest varme), nedbrændt øde skovområder og tæt, ustyrlig bevoksning tangerende til jungle. Vi har set mange af førnævnte dyr, og set flere vilde dyr på 4 dage, end vi ville gøre på et år i Danmark. Ja, Yellowstone må være paradis på jord. Okay okay...et råddent-ægge lugtende paradis. Varmekilderne udslipper nemlig gasser, der med hjælp fra mikroorganismer nedbrydes til hydrogensulfid = rådden æggelugt.

Den største oplevelse var helt klart, at vi nåede og se 3 bjørne; den sidste dag, på vej ud af parken, fik vi os en lidt ekstraordinær oplevelse. Pludselig så vi omkring 10 biler holde ved kanten af vejen, hvilket for det meste indikerer, at der er bjørn på færre. Vi holdte ind ved vejen, hvor der var plads, og så hurtigt en fuldvoksen brunbjørn gå og fornøje sig cirka 100 meter fra det parkerede "Svin". Bjørnen så ikke ud til at give de glade tilskuere megen opmærksomhed, men slentrede blot langsomt omkring...med kurs mod os! Den nærmede sig, den nærmede sig - og forsvandt så bag en bakke. Vi var lige ved at miste håbet, da forestillingens hovedperson ud af ingen ting kom til syne, cirka 10 meter fra os. Passagervinduet nærmest bjørnen var selvfølgelig nedrullet og kameraet klikkede på liv og løs. Bjørnen gik tilsyneladende og spiste græs, og gik nærmere og nærmere det nu skælvende "Svin". Da den var godt 3 meter fra os standsede den op og kiggede nysgerrigt ind igennem det åbne vindue. Selv om vi vil påstå, at situationen var under kontrol, fik de 700 kg nysgerrig pels det til at løb os koldt ned af ryggen mens hårene rejste sig. Den fandt til sidst græsset på den anden side af vejen mere interessant, end os, og passerede forbi. Sikke en mageløs oplevelse med skovens konge.

Mindste oplevelse var Yellowstones varetegn - Old Faithful. Den gamle gejser har fået sit navn pga. sin taktfaste udbrydelse (gennemsnitligt hver 90. minut). Vi ventede spændt i cirka 30 minutter sammen med flere hunrede (mest asiatiske) turister - linet op på rad og række, alle med øjnene og kameraerne fikseret mod den gamle trofaste. "Nu sker der noget" sagde en, "Jeg så vidst noget vand inde bag alt dampen" sagde en anden, en snes børn græd, det småregnede og blæsten var bestemt i sit es den dag. Vi ventede yderligere 10 minutter. Ingen ting. Men så skete der endelig noget. Efter et par halvhjertet forsøg på at sende vand 30 meter op i luften, som en vandslange der bliver tændt og slukket for, kogte den gamle trofaste endelig over og sprøjtede til højre og venstre i et par minutter. Vi kiggede på hinanden og blev enige om, at det er snart på tide den gamle trofaste ligger dampen på hylden og går på pension.

Yellowstone har været en kæmpe oplevelse. Det er svært for os at sammenligne de uforglemmelige øjeblikke, vi får herover, men de sidste 4 dage har bestemt hørt til nogle af de bedste. En af dagene overnattede vi på en campingplads, og da vi ved tidlig solnedgang gik en tur ud i skoven, for at finde brænde til vores aftensbål, åbenbarede der sig et kæmpe frodigt marklandskab med en mindre flod, hvor bisonokser, hjorte, elsdyr og prærieantiloper græssede. Dette var ikke nogen seværdighed fyldt med irriterende japanere, det var ingen 'stianlagt' rute - det var den ægte idylliske og uforstyrrede natur. Vi var begge meget fascinerede og samtidig fyldt med ærefrygt (og lidt bjørnefrygt). Iøvrigt kan vi godt lide træerne her - de prøver ikke på at blive useriøst høje, men nøjes med deres almindelige træhøjde.