Et par dage i det monotone, endeløse betonslum, som byen Chicago hovedsagligt byder på, gav os blod på tanden for at opleve den diametrale modsætning (sjæl, liv, sved og kompromisløs musikalitet). Med vores mini-udgave af det amerikanske land udfoldet foran foran os, spejdede vi efter nye eventyr. Straks pegede vi begge på New Orleans, der med sin sorte kapitale bogstaver sprang i øjene på os. Selvfølgelig - jazzens mekka, Kathrinas offer, byen i sumpen - New Orleans var stedet vi skulle hen. Afsted vi kørte; 1 time gik, 2 timer gik, 5 timer gik, 7 timer gik og vi kom ingen vegne. Endnu engang var det lykkedes os at undervurderer afstandene i USA, men lige som vi snakkede om overnattelsesmuligheder, passerede vi et skilt der proklamerede "MEMPHIS - Home of Elvis Presley".En simpel miskalkulation blev til en uforglemmelig oplevelse i selskab med The King of Rock (eller ren og skær bare The King), hans ydmyge bolig Graceland og, senere, en druktur på den legendariske bealestreet, der pryder sig af at præsentere den bedste blues i verden. Det var weekend, der var mange mennesker, øllet var billigt og musikken spillede - ikke desto mindre manglede vi den tilrøgede, snuskede stemning, som kun en jazzclub præsterer, og lagde derfor, dagen efter den behagelige overraskelse, Memphis bag os og satte kursen mod syd. Efter en overnatning i bilen udenfor New Orleans i et sumpet, insektbefænget område (som vi senere fandt ud af huserer alligatorer), vågnede vi kl. 7.00 op til den velkendte klonk klonk-lyd fra når en overdimensioneret maglite møder bilrude. Manden udstyret med lommelygten var nr. 3, der nok engang stillede spørgsmålstegn ved vores tilstedeværelse i deres land. Han var dog meget medgørlig, og det varede ikke længe før han skulle hjem til sin morgen-donut.
Lovens lange arm, New Orleans' høje luftfugtighed og en nattemperatur på 27 grader gjorde, at vi ikke fik meget søvn natten over. Da vi var blevet indlogeret på vores hostel, og på det højeste havde fået anbefalet at deltage i aftenens open-mic, tog vi os derfor en tiltrængt lur med søde drømme om New Orleans' første jazz-oplevelse. Om aftenen viste open-mic sig at være optrædener fra 3 HVIDE fyre, som på skift plagede os med skinger sang og amatøragtig guitarspil. Hvor var jazzen? Hvor var New Orleans sjæl og ånd? Hvor var negerne? Vi gik begge skuffede i seng den nat, fast besluttet på at finde svarene på vores spørgsmål næste dag.
Efter at have tilbragt en dag ved vores hostels pool satte vi om aftenen kursen mod Bourbon Street - "stedet tingene sker" som vi fik at vide. Med os havde vi en canadier og en hollænder, der - ligesom os - også var på udkig efter jazzen. Men hvad var nu det? Amerikas svar på Las Vegas møder Amsterdam; stripklubber side om side med slushdrinks-pubs beklædt i alle neonlysets farver så langt øjet rækkede. Adder-badder! Hvor var negerne? Hvor var jazzen? I ren og skær frustration kastede vi os over de første personer, der lignede indfødte. De belærte os hurtigt, at folk fra New Orleans ikke går i byen på Bourbon Street men på Frenchmen Street.
Ikke lang tid efter befandt vi os på en tiltalende pub der hedder The Spotted Cat. Vi købte et par øl og ventede spændt på bandet, der var på vej på scenen. 30 sekunder inde i første sang og vi var solgt. Hvilken sjæl, hvilken passion, hvilken kærlighed, hvilken indlevelse. Meschiya Lake hed den karismatiske, maget tatoverede forsangerinde, der med The Little Big Horns bag sig spillede en uimodståelig, yderst velspillet 1920'er jazz med et nymodens kækt og poppet tvist. Stemningen kogte, folk råbte og skreg, klappede og dansede, drak, røg og svedte - alt sammen gik op i en højere enhed. Efter at have danset og drukket hele natten, bevæger vi os alle 4, hårdt kvæstet og udkørt, ud i den varme nat. På udkig efter en taxi, fangede en stor forsamling af mennesker vores opmærksomhed, og vi besluttede os for at se hvad der var los. Ingen af os havde den fjerneste idé om, hvad vi var på vej til at opleve. Ingen af os viste, at det skulle blive den mest grænseoverskridende og kompromisløse musikalske oplevelse, vi ville få i New Orleans. Et 5 mand stærkt freestyle orkester havde plantet sig på et hjørne af gaden, omringet af mennesker, der som i trance dansede til deres imponerende avantgarde jazz. Skiftevis kastede dig sig ud i minutlange soloer, skiftevis skiftede de instrumenter, skiftevis tiltrak de sig opmærksomhed med deres groft musikalske overlegenhed. Alle glemte hvor de var (midt på gaden), trafikken gik i stå men festen levede!
Ingen af os ved hvor lang tid vi stod der. Et par minutter? En halv time? En time? En dag?? Tiden stoppede, og alle os der stod på Frenchmen Street var vidne til en musikalsk ekvilibrisme sjældent set mage. En ting er sikkert - vi er blevet enige om, at vi i vores næste liv skal være sorte, tykke negere der spiller jazz dagen lang med bopæl i New Orleans.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar