BLOGGEN PÅ AFVEJE

I løbet af de sidste 3 uger har vi langsomt bevæget os væk fra vores startposition, Los Angeles, og det medbragte spejlreflekskamera bliver nu brugt mere flittigt (mest af alt, fordi vi føler os mere trygge ved situationen, end vi gjorde i Inglewood). Derfor indfører vi nu to nye tiltag, som er placeret i bunden af bloggen.

Først finder man det allerede eksisterende ARKIV, som viser en oversigt over tidligere indlæg, da vi for overskuelighedens skyld kun viser de 2 nyeste indlæg på selve bloggen.

Herefter finder man HVOR ER VI?, der viser et kort af USA. Hvis man klikker på kortet vises en forstørrede udgave, hvorpå vores (forvirrende og ustrukturerede) rute er markeret.

Og rosinen i pølseenden er vores BILLEDER. I bunden af bloggen er de præsenteret som en filmrulle, men hvis man klikker på filmrullen føres man videre til en separat side, hvor billederne kommer i en kronologisk rækkefølge med de nyeste øverst. Billederne her er i en højere størrelse, hvis man klikker på dem, samt med supplerende nødvendige (og unødvendige) kommentarer. Kig endelig derind i ny og næ, hvis du vil se hvilke afveje vi følger!

HONG TAI CHINA TRAVEL SERVICE

Vores roadtrip ramte point of no return for godt 4-5 dage siden, da vi langt om længe fandt den perfekte bil til det perfekte roadtrip: en toyota. Her er historien om købet:

Rosemead, en forstad til Los Angeles, er navnet på den by, hvor den finere del af Californiens beboere med asiatisk oprindelse holder til. Det er os stedet, hvor vi købte vores bil. Efter næsten 2 ugers intensiv biljagt, og efter at have nærstuderet et utal af bilmodeller, faldt valget på det svin af et køretøj, som opfyldte vores kriterier bedst. Til vores held havde Hong Tai China Travel Service netop den model til salg. Ikke til vores held beviste 2 telefonsamtaler, at den muntre ejer af Hong Tai China Travel Service besidder et voldsomt amerikansk/kinesisk dialekt, og mildest talt var umulig at kommunikere med. Så da telefonsamtalerne ikke gjorde os klogere på noget, tog vi ud og så køretøjet.

Venligt imødekommende nærmede kinesiske Fru Tong os, og det viste sig at være hende, som havde bukserne på i firmaet. Vi havde på daværende tidspunkt allerede inspiceret 5 biler af samme model, og "svinet" (som hun siden er blevet døbt) var uden tvivl den bedste i rækken. Fru Tong var dog ikke nem at spille bold med - dels fordi hun var en god sælger og dels fordi hun var umulig at forstå. Vi nåede dog til enighed til sidst, og her er så det, vi tror, at vi har købt: Hvid Toyota Previa fra 1996 med 2.4L motor, Cruise Controle, AirCondition, Automatgear, 2 stk. soltag, plads til 7 personer, sammenklappelige sæder bag i bilen, kører omkring 8-9 km/l. 3700§ alt inklusiv. Hva-be-har?

Siden købet af bilen har vi allerede bevæget os omkring 1100 kilometer. "Svinet" har været en tur ude og mænge sig med de kendte i Hollywood (som man kan se på ovenstående billede). Hun har været på turist-tur til Solvang, som er by der afspejler det kunstige/(klamme) billede Amerikanerne har af Danmark. Hvis det stod til Solvang ville Danmark bestå af 10% hvidkalkede rundkirker og 90% bindingsværkhuse; heraf ville størstedelen være bagere (som ikke sælger rugbrød!!!) eller souvenirer butikker.

Vi har også tilbragt vores første 3 nætter i "svinet". Første nat gik forrygende, men nat nr. 2 var nær gået galt, og vi var nær taget med bukserne nede af det lokale politi, som spurgte os efter vores gøren på en rasteplads. Livet på landevejen tegner sig dog godt, specielt med vores nyligt installerede hjemmeanlæg, vores allerede trofaste, nikkende rejsevovse "druggie duggi" samt gamble-terningerne og wunder-baum citrus.

Som nævnt har vi allerede bevæget os omkring 1100 kilometer. Vores samlede rejse forventes at blive omkring 18000 kilometer. Indtil nu har vi IKKE haft problemer med "svinet", men det forventes før eller siden. For morskabens skyld sætter vi derfor et SuperSize Fast-Food Meal på højkant, og det eneste DU skal gøre, er at gætte hvornår "svinet" bryder sammen første gang (målt i kilometer). Benyt kommentar-funktionen til at komme med dit bud, og du er dermed et skridt nærmere et fabelagtigt måltid i godt selskab. Vinderen bliver den person, som kommer tættest på resultatet. Det skal lige tilføjes, at vi selvfølgelig snakker om fastfood-kæde af eget valg.

Vi er nu endelig på afveje!

CITY OF ANGELS PÅ GODT OG ONDT

Vi har nu opholdt os lidt over en uge i Los Angeles, og vores første indtryk præget af fascination af landet, kulturelle forskelle (i forhold til Danmark) og byens liv, bliver langsomt skiftet ud med et måske mere realistisk billede af vores område.

For et par dage siden ventede vi på en metro i den sydlig bydel Long Beach, efter endnu en dag med intensiv biljagt, da vi pludselig blev antastet af en amerikansk middelalderende dame. Hun var meget direkte og udadvendt (som de fleste Amerikanere er), og fortalte bl.a. at hun havde boet i byen i 8 år. Efter lidt small-talk frem og tilbage, kom hendes mening om byen krystalklart tilkende: Los Angeles er en imponerende by at besøge, men ikke en imponerende by at leve i. Senere har vi fået samme melding fra flere andre. Det har været lidt af en åbenbaring og finde ud af, at mange af de fastboende ikke bryder sig om at være her. Underligt nok har vi begge fået et helt andet billede af byen herefter. Der er ikke meget glæde at spore i folks øjne. Hvis man ser sig om i metroen virker folk trætte, indelukkede og på grænsen til deprimerede, og det eneste rigtige sted vi ser folk grine, er inden for hostelets 4 vægge.

Vi har på trods af vores korte ophold været vidne til flere voldsepisoder. Den mest brutale var en dage i metroen, da vi pludselig hørte larm fra sæderne bag os. Larmen opstod fordi en ung pige var i færd med at få tæsk (og blive afklædt) af en stor, pumpet, sort fyr. Da pigens lillebror prøvede at hjælpe hende, blev han også slået til blods. En anden episode udspillede sig en dag på en parkingsplads, da vi var vidner til at en fyr bevidst køre over en piges fod - og blev holdende på den. En fyr som bor fast på vores hostel har senere fortalt, at Inglewood (kvarteret hvor vi bor) består af 47% afro-amerikanere og 47% mexicanere, og at miljøet er stærkt bandepræget. Vi hører da også sirener mindst en gang i timen.

I vores biljagt har vi været omkring mange af de fattige kvarterer (ligesom det vi bor i). Her vrimler det med hjemløse, der desperat tigger efter penge. Vi er blevet antastet af alt fra en gammel krigsveteran til små børn,. Forleden på vej hjem fra en kiosk, med en 6pack millers og nogle ussle 50-cent kager under armen, løb vi ind i en finklædt herre, der ligeledes spurgte efter lidt småpenge. Vi forærede ham en håndfuld quarters, hvorpå han fortalte os, at han engang arbejdede som highschool-lærer - og her gik den arme mand nu rundt i et beskidt jakkesæt med en gammel, slidt indkøbsvogn fyldt med lort som eneste følgesvend. "Things went wrong", som han sagde. Tabt i systemet vågner han op hver morgen til et liv, han ikke fortjener, ligesom damen på billedet. Det er svært ikke at tro på hans historie og deres elendighed, og det er svært magtesløs at se på.

Vi minder os selv om, at vi ikke er her for at redde USA, og prøver derfor at fokusere på noget lidt mindre seriøst. F.eks. palmer. Det vrimler med palmer. Useriøse, høje, dumme palmer. De står langs alle gader, og kan tilsyneladende blive op til 70m høje. Hvad vil de deroppe? Det vil være OK, hvis toppen af de 70m udløste en prangende, blomstrende krone uden lige - men sådan forholder det sig sgu ikke. De har alle sammen en useriøs lille busk, som får hele palmen til at se endnu dummere ud.

Los Angeles er en blandet oplevelse, vi glæder os efterhånden til at komme videre og så har vi nyt om bilkøb i løbet af de kommende par dage.