Efter en lang og udmattende krig afgav England i 1788 officielt sin magt over de dengang 13 britiske kolonier. The United States of America var født. Den nye nation besluttede at opbygge en hovedstad, der kunne repræsentere dem alle, men samtidig være en selvstændig del løsrevet fra regionale interesser. Staterne Virginia og Maryland fandt et sumpet område i deres grænselag, de ikke kunne bruge til noget, og heraf stillede de 10 x 10 miles til rådighed. Af uforståelige grunde blev det vedtaget som en egnet placering for det kommende magtcentrum, og man døbte området District of Columbia efter den dengang populære betegnelse for USA.Byen blev midlertidig en langsom realitet grundet de dårlige byggeforhold, en sump nu engang giver. Borgerkrig og endnu en besættelse af de ubeslutsomme Englændere, der i år 1814 plyndrede og nedbrændte den sørgelige begyndelse af byen, gjorde det heller ikke nemmere. Efter krigen besluttede Virginia, at de gerne ville have deres del af sumpen tilbage, og igen, af umiskendelige årsager, vedtog man dette. District of Columbia var nu en irregulær, skæv rektangel. Man forsøgte påny at opbygge The Federal, som byen dengang hed, men først i 1871 (næsten 100 år og en hel del krig efter USA blev uafhængig) stod byen som en velfungerende, repræsentabel kapital - nu under navnet Washington opkaldt efter landets første præsident. Præsidenten selv - George Washington - boede dog aldrig i byen (det hvide hus), og det siges han hadede den for sumpens mange myg.
"Hvad sker der for historie-timen?" tænker du muligvis, men vi har fundet ud af, at for og forstå Washington som by og amerikanernes tankegang, må man have deres forholdsvis korte, men blodige historie i baghovedet. Washington er ikke en hvilken som helst storby. Washington er et magtcentrum, der er opbygget fra bunden for at kontrollere og reagere, hvilket alle dens monumenter/mindesmærker, det hvide hus, kongressen, pentagon og overfloden af politiforce konstant mindede os om i løbet af de 4 dage, vi luskede omkring i magtens korridorer. Netop mindesmærker, det ene mere storslået end det andet, findes der mange af, og de hylder alle enten en afdød præsident eller en af de utallige krige, som USA er eller har involveret sig i.
Vi besøgte National Museum of American History, hvor specielt en udstilling skilte sig ud fra mængden. Det var den største udstilling, og tydeligvis den som museet havde brugt mest energi på at opstille. "Price of Freedom - Americans at War". Her var krig opstillet i romantiske kulisser, og det var ikke svært at se, hvem der er de gode (USA) og hvem der er de onde (dem USA er/var i krig mod). Men det værste var faktisk at bemærke alle amerikanerne, som stolt gik omkring og betragtede de patriotiske og nationalistiske opstillede krigsremedier og våben. Våben som jo i virkeligheden havde til formål at slå andre mennesker ihjel. Nu har ingen af os godt nok været i krig, men vi tvivler på, at der er så sukkersød en stemning, som vi blev præsenteret for.
Det at amerikanerne romantiserer krig gav os stof til eftertanke. En del af forklaringen er sikkert at de er født i krig og befriet af krig med krig. For dem handler krig om frihed, og frihed er et ord som amerikanerne vægter højt. På trods af den større forståelse af den amerikanske tankegang følte vi stadig, at de mange monumenter og museer i Washington kun præsenterede krigens ansigt meget sminket. Næste stop på vores seværdighedsrundfart blev dog Arlington Cemetary, den nationale kirkegård for soldater, hvor der dagligt begraves 27 mennesker. De endeløse rækker af hvide gravsten bevidnede om prisen for krigsførelse. Her stod vi foran 275.000 faldne soldater, som i hvert fald ikke havde fået deres frihedsgrad udvidet igennem krig.
