WESTERN AMERICA - GRAND CANYON

Nevada, Arizona, Utah, Colorado og New Mexico. Alle stater, der har en fod indenfor i det, der samlet set kaldes Det røde land. Stedet har et utal af nationalparker, og har også noget af det mest fascinerende natur, vi indtil nu har oplevet. Og ja, selv om det røde land næsten udelukkende består af forskellige variationer af ørken, så afspejler det på mange måder den semi-romantiske opfattelse, vi har af USA: Cowboy til hest, indianere, meter høje kaktuser og bidske, sultne gribbe - alt sammen i et landskab bestående af monumentale, røde sten-klipper.

"In beauty I walk: beauty before me, beauty behind me". Således sang navajo-indianerne, som oprindeligt levede i store dele af det røde land. De påstod også, at mange af de røde klippe-formationer, der præger landskabet, i sandheden er The Legend People (mænd forstenet af en prærieulv pga. dårlig opførelse), så mon ikke de i ny og næ fik sig en ekstra stærk fredspibe? Her er virkelig, virkelig åndetagende skøn natur, så om ikke andet har de i hvert fald ret i deres sang.

Vi ankom til Grand Canyon Village om eftermiddagen og selvom 30 grader ikke er meget for en ørken, var det lige i overkanten for et par halv-blege danskere som os. Selve Colorado River, som har forårsaget den store kløft, kan man ikke se oppefra, så vi valgte en 10 km lang rute ned i den kogende gryde. Vi var forbavset - hvor er det i sandheden svimlende, som naturens egen hånd i løbet af mange millioner af år har formet dette uofficielle verdensvidunder. Da vi efter 4 timers vandring fik øje på Colorado River i det fjerne, begyndte vores mistro dog at melde sig. Kunne denne lille å virkelig forårsage alt dette? Vi lod os blive i troen...lige indtil vi nær bunden af ruten så en efterladt grusmaskine og nogle graveredskaber. Den gængse turist passerede uvidende og uopmærksom forbi, men for os faldt det hele på plads øjeblikkeligt.

Grand Canyon er et kæmpe stort og lumsk fup-stunt, udført af en mindst lige så lumsk regering. "Hvorfor?" spørger du - for at tjene penge på turister...og være seje. Det kan også forklare USAs nuværende økonomiske krise, da det må ha' kostet en del at lave. Man må dog gi' dem credit for deres anstrengelser, da Grand "Fake" Canyon er op til 1,6 km dyb, op til 29 km bred og 446 km lang. Se selv bevismaterialet under billeder.

Fup-nummer eller ej, Grand Canyon er en ubeskrivelig oplevelse der kun blev endnu bedre nedefra.

ALWAYS ON THE MONEY

"What happens in Vegas stays in Vegas" siger man. Ikke i det her tilfælde. Efter vi havde kørt en 2-dags rejse gennem den tørre ørken, poppede det bisarre og imponerende Las Vegas op. Vi blev hurtigt indkvarteret på Sin City Hotel, fik os noget at spise, en lille lur og gjorde os så klar til aftens gambling-strabadser.

Las Vegas opmærksomhedskrævende enebarn hedder The Strip. 24 timer i døgnet 365 dage om året, tilbyder den 6 km lange gade det ene prangende tema-kasino efter det andet. Bellagio, New York, Paris, Venedig, Treasure Island - alle stod de på tåspidserne for at overtage vores dollars til gengæld for kortspil eller blink og larm fra en pengeslugende maskine. Men med så mange kasinoer så tæt på hinanden er konkurrencen hård. De kæmpede alle en vanvids kamp om at tiltrække os: Ildspyende vulkan placeret i et tropisk paradis, en kunstigt anlagt sø til 200 millioner kr med et fascinerende vandshow bestående af 1214 dyser og 4500 lamper, eller et gennemført pirat-skuespil med 2 kæmpe både og 25 statister - de havde vist ikke gennemskuet, at vi kun havde tænkt os at bruge 40 dollars.

Efter at have kasino-jumpet benene trætte - og øjnene neon-lys mætte - langs the strip, besluttede vi os for at rive lidt i en tyveknægt. Vi spillede med lav indsats for at forlænge spilleglæden, og fandt hurtigt ud af, at vi på denne måde kunne score en del gratis drinks af de let påklædte servitricer, der går rundt og varter op om kasinoets spillende publikum. Vi fik hurtigt så hatten passede og tabte ikke flere penge, end hvad vi kunne nå at drikke for. Vi var efterhånden i godt og grundig feststemning - vi trængte til en club. Og som havde vor herre hørt vores (las vegas syndige) bønner, gik vi ind i en fyr på gaden i løbet af få minutter, som spurgte om han skulle skaffe os adgang til en af Las Vegas fedeste clubs.

En privat køretur i en sort Hummer-limo, samt en tilsyneladende KÆMPE misforståelse, senere, befinder vi os på en af Las Vegas hotteste....strip-klubber. Efter at have betalt entréen på 20 dollars (som dog inkluderede 2 gratis øl), blev vi enige om, at vi jo ikke kunne lade den gode øl gå til spilde - og nu havde vi jo betalt for at komme ind. Timerne derefter virker en anelse slørede for os begge - men jeg, Anders, tilbragte vidst det meste af tiden på toilettet (med hovedet i kummen) og jeg, Peter, tilbragte nok det meste af tiden med at drikke de 4 øl (som om).

Ingen af os blev dog gift (til andet er bevist). Viva Las Vegas, Elvis!

DE USERIØSE TRÆER NÅR NYE HØJDER

Langs den nordlige del af Californiens kyst ligger 5 fredede naturparker, som tilsammen dækker et areal på over 530 km². "Svært og se skoven for bare træer?" sidder du sikkert og tænker, men her er svaret et klart, rungende nej. Det, som gør området vi besøgte specielt, er nemlig bestanden af den specielle træsort, Redwood, som er kendt for deres ude-af-proportioner, komplet vandvittige størrelse.

Verdens højeste træ er 115,5 meter højt og hedder Hyperion. Det er ikke (som I sikkert sidder og tænker) en palme fra Los Angeles, men derimod et coast redwood træ lokaliseret i en af skovparkerne. Af sikkerhedsmæssige årsager vil naturforeningen, som forvalter parkerne, dog ikke opgive den specifikke location af frygt for Hyperions ve og vel. Vi har derfor (desværre) ikke kunne opdrive Hyperion, og har derfor ikke fået dens besyv med, om hvordan det føles at være verdens største bunke brænde. Træerne kan desuden blive 8 meter i diameter, og de ældste træer er dateret til at have eksisteret siden 200 f.Kr.

Hyperion eller ej - naturen, træerne og dyrelivet var en uforglemmelig oplevelse, og vi følte begge en tilstedeværelse af en mystisk energi, nærmest som var området magisk. Selv tilvendingen til det hektiske storbyliv, som vi langsomt har fået efter 3 uger, forsvandt øjeblikkeligt da vi steg ud af bilen, og med et blev indfanget i den uforanderlige skovs stillestående tidsboble. Det står nu klart for os hvorfor musikere, poeter, kunstnere og forfattere opsøger naturens inspiration ved mangel på kreativitet, og det lykkedes da også os at tangere et par dybe, filosofiske overvejelser. Vi nævner i flæng: "kæft her er mange træer", "tænk hvis blade var lyserøde" og "hvad fordriver man tiden med i 2200 år?". Store spørgsmål - store spørgsmål.

Vi opholder os i øjeblikket for anden gang i San Francisco - men sikkert kun for en kort stund. Selv om vi langt fra er blevet trætte af hippier med træ-halskæder og træer med hippie-peace-tegn, brummer "svinet" lidt efter kapitalisme og ludomani. Mon ikke Las Vegas blinkende paradis er i vente. Vi har dog fået besøgt den berømte fængsels-ø, Alcatraz, samt prøvet den lokale sportsgren, Xstreme Skateboarding, inden vi forlader USAs mest europæiske storby. Hvis du ikke tror os, kan du se beviserne under billeder. Endnu engang ligger vi bekymringerne bag os og hører motorvejens kalden.