BLINKENDE LYGTER, SMADRET KOFANGER, BULDER & BRAG

Vores tur til Chicago forløb...ikke helt som planlagt. Få timer efter vi havde lagt det bjergede, naturskønne Yellowstone bag os, befandt vi os i et bakket område med vilde fritgående hjorte. Græsset er som bekendt grønnere på den anden side, hvilket åbenbart også var kommet hjortene for øre. Midt på en langtstrækkende landevej bevidnede vi et forfærdeligt, fronttalt sammenstød mellem en kvindelig bilists kofanger og en dumdristig hjort. Det var intet kønt syn og se en voksen hjort blive kastet 20 meter igennem luften og bogstavelig talt få banket hjertet ud af kroppen. Vi brugte en times tid på at snakke den arme dame ud af hendes chok og på at få skubbet den krampende hjort væk fra kørebanen, før vi lagde hjort, chok og smadret kofanger bag os.

Landskabet langs den lange vej fra Yellowstone til Chicago mindede for os i høj grad om forår i Danmark. Store flade marker, duften af nyslået græs, spredte træer der påny gennemlever træ-puberteten og en blålig himmel med optakt til en behagelig forårsregn. Mens vi og andre køretøjer roligt trillede ud mod horisonten, lod vi os gribe af den hjemvante stemningen, og kastede os ud i en nostalgisk "hvad glæder du dig mest til at spise, når vi kommer hjem"-samtale. (Her er svaret forresten varmt leverpostej på friskbagt rugbrød for os begge). Snakken og tiden fløj afsted, mens Johnny Cash prydede anlægget med sang om miserable dage. Regnen slog nu taktfast på forruden. Der var blevet en anelse mørkere - faktisk var det blevet meget mørkere, uden nogen af os havde bemærket det. Regnen tog til i styrke og væltede nu ned, så udsynet blev begrænset til få meter. Vi holdte ind til siden for at orientere os, og bemærkede at vi var den eneste bil på den lange motorvej. Den mørke himmel smed lårtygge lyn efter os, og de rungende tordenbrag overdøvede alt. Vi skiftede hurtigt Johnny Cash ud med lokalradioen.

Radio: "This is an emergency case. Duo to heavy thunderclouds with high hurricane-possibility, the National Whether Forecast advise everyone within the Sheldon area, Iowa to stay indoors and go to a secure basement or a furnitured room on the lowest floor immediately. We're getting reports of tennis-ball-sized hail. I repeat: This is an emergency case with high hurricane-possibil.."
Peter: "Har svinet en kælder?"
Anders: "Måske. Men jeg tror ikke, at forruden er glad for tennis-hagl. Hvor er vi?"

Et par tryk på GPS'en afslørede, at vi befandt os ganske få miles nord for stormens øje. Radioen fortsatte og berettede, at stormen bevægede sig nord/øst med cirka 50 mph - samme vej som vi skulle. Vi blev enig om at fare afsted på motorvejen, og slap med tiden væk fra alt tumult og kaos. Det var den vildeste omgang lyn og torden, vi begge nogen sinde har oplevet.

"Welcome to the City of Chicago" modtag et skilt os hen på aftenen med. Vi havde kurs mod en Wallmart, beliggende i en forstad til storbyen, hvor man lovligt må overnatte i sin bil. Mindre end 10 minutter efter vi passerede det flinke velkomstskilt, skar de genkendelige røde og blå blink pludselig igennem nattens mørke. Endnu en rotte i fælden, nåede vi hånligt at ytre inden det gik op for os, at politiets spotlight var rettet mod os. Satans! Vi holdte ind til siden og blev øjeblikkeligt totalt blændet af et projektørlys, som politibilen havde peget ind på vores sidespejlene. Kort tid efter vi langsomt havde genvundet synet kom endnu en politibil med lys og blink og stoppede i modsatte spor. Vi var nu så godt som omringet. Da vi havde holdt der et par minutter, nærmede den ene politimand i en stor bue sig langsomt bilen. Han havde kurs mod førersædets nedrullede vindue - den ene hånd solidt plantet på pistolen i hans bælte, den anden bevæbnet med en overdimensioneret maglite-lommelygte. Han blændede os endnu engang. Efter nogle grove spørgsmål gik det op for betjenten, at vi ikke var bandeledere. Stemningen "mildnede" sig og vi blev i stedet forhørt på alle leder og kanter, og han forlangte at se alskens papirer. Til sidst gav de op, da de tilsyneladende ikke kunne finde nogle fejl, og vi blev sluppet fri. 2-0 til Anders og Peter over den amerikanske politiforce.

Og så har vi med egen krop oplevet en seværdighed - Mount Rushmore - som amerikanerne kalder udpræget touristy. Forresten hørte vi de første par gange dette udtryk som churchy, og forestillede os derfor det var et område med mange kirker. Her var dog ingen kirker, men til gengæld en uoverskuelig mængde af asiatere med deres utrættelige kameraer. Der gik desværre "den lille havfrue" i det massive klippearbejde, og vi havde derfor svært ved at holde en seriøs indgangsvinkel til det. Hvilken af præsidenterne synes I er bedst udskåret?