MAN SKAL IKKE STEGE BACON FØR SVINET ER SOLGT

Man siger, at kært barn har mange navne. I vores tilfælde har der kun været tale om et: "The Svine". I næsten 3 måneder har vores 4-hjulede ven tjent os i tykt og tyndt, hvor et udskiftet forhjul er eneste nævneværdige skavank. Men alt har en ende og dagen hvor "Svinet" skulle flyve fra reden stod for døren. Det her er historien om en studehandel, der starter med en uskyldig fremvisning og ender i en mystisk kælder i selskab med udskårne træfigurer, en fuld portugisisk mekaniker og den fortvivlede, små patetiske fremtidig bilejer.

Igennem amerikanernes foretrukne online-community craigslist, der bl.a. indeholder køb og salg af alskens objekter, fik vi kontakt med Ricardo, som var interesseret i vores nyvaskede og rengjorte japanske ven. Efter aftale ankom der klokken 20.00 en ranglet, mellemhøj, tydeligvis små-stresset mand med spanske aner, sammen med en noget lavere men mere robust og rå følgesvend, som lugtede meget af sprut. Efter at have rystet hinandens hænder på kryds og tværs, begav de to sig i gang med at nærstudere motoren, sparke til et par dæk, prøve vinduesviskerne, åbne alle døre, ligge sæderne ned for så at nærstudere motoren igen. Vi foreslog Ricardo at køre en prøvetur, men det var han bestemt ikke interesseret i. Han havde haft præcis samme bil, så det ville være spild af tid. Han var på udkig efter en ny af samme model, da vinduesviskerne ikke længere virkede og ville koste $1300 at reparere. "Underligt" tænkte vi, men ikke desto mindre var han en interesseret køber. Efter 5 minutters forhandlen, frem og tilbage, nåede vi til enighed og hammeren faldt på $2250.

"Skal vi ordne ejerskifte papir-arbejdet med det samme" spurgte han, hvilket kom som en pludselig overraskelse, men vi kunne vel lige så godt få det overstået. "Hvad med registreringen?" sagde han. Han ville bestemt ikke køre i bilen uden nummerplader, men vi ville bestemt ikke lade ham køre med vores nummerplader, da bilen og dens handlinger ville tilbageføres til os. Her vågnede den alkoholiserede mekaniker op og forslog at køre over til DMV (Department of Motor Vehicles) med det samme, da det kun lå 15 minutters kørsel væk. De kunne køre i deres bil, vi kunne følge efter. Og dermed befandt vi os pludselig forfølgende en grå minivan i New Yorks gader og stræder. 5 minutter gik, 15 minutter gik, 25 minutter gik. Var vi der snart? 40 minutter gik. Vi havde efterhånden bevæget os langt udenfor de trykke rammer af Manhatten og Brooklyn. Benzinmåleren lyste som aldrig før, og langsomt tog vores paranoia over og opdigtede diverse frygtsenarier, hvor den mest markante må siges at være tanken om at blive ledet ud i skoven, løbe tør for benzin, løbe flygtende væk fra en fuld mekaniker med en stor kniv, tabe kapløbet og ende parteret i kasser adresseret til hhv. Blære og Aars.

Så galt gik det ikke og efter en times kørsel befandt vi os i et kælderværelse et godt stykke udenfor New York. Kælderen var Ricardos hjem, og mildest talt et af de mest skræmmende steder, vi har opholdt os i løbet af turen. Benzinmåleren havde sukket en sidste gang, lige som vi kørte ind i indkørselen, hvormed alle fornuftige flugtforsøg var fejet af bordet. Man kan sige, at vi havde nået 'Point of No Return'. Midt i værelset, mellem utallige mystiske udskårne træfigurer og andet kummerlig indretning, stod et bord og to stole, hvor vi blev placeret, blev tilbudt øl, som vi nok meget klogt takkede nej til, og prøvede at overskue papirarbejdet. Ricardo var ikke til megen hjælp og hans 'tipsy' mekaniker havde travlt med at drikke de øl, som vi takkede nej til. Efter pinelig - nej vent - skræmmende tavshed sagde Ricardo endelig, at vi kunne tage over til hans søster, da hun muligvis kendte til ejerskifte proceduren. "Hellere dø hos hans søster end i denne skumle kælderen", tænkte vi og sagde uden tøven at det var en fantastisk idé.

Det viste sig, at Ricardos søster boede i et hyggeligt hus i et roligt villakvarter, og at hun havde en nogen lunde god idé om, hvordan man ordnede papirarbejdet. De ændrede omgivelser dulmede vores nerver lidt, men da den fulde mekaniker stadig fulgte os i hælene, faldt vi aldrig helt til ro. Måske mest af alt fordi aftalen forlød, at det var ham som skulle køre os til togstationen efter handlen var afsluttet. Klokken 23.30, over 3 timer efter vi havde fremvist bilen, skrev vi med sort blæk under på ejerskiftet, modtog og talte pengene, ønskede Ricardo god fornøjelse med bilen og kørte ned mod togstationen. En time senere sad vi i nattens mørke på taget af vores hostel, afslappet med en kold øl i hånden og nød udsigten udover New York. Lidt sørgmodigt skålede vi på en (heldigvis) godt afsluttet handel, på en god ferie, på en god bil og de mange afveje, og på nogle uforglemmelige oplevelser. Med en uge tilbage, og med bilen solgt, er det nu tid til at nyde New York.

Anders & Peter.

HALVANDEN UGE I NEW ENGLAND

Med Amish-folket bag os var næste stop på turen fest, farver, fyrværkeri og 4. Juli's Independence Day i New York. Først cirka en halv time syd for Manhatten går det dog op for os, at noget er helt helt galt. Det var kun d. 24 Juli, hvilket der i sig selv intet er i vejen med, men det betød, at der var over en uge til 4. Juli og dermed også til vi burde befinde os i New York. En forklaring på vores tidsmiskalkulation kan være mødet med Amish-folk, som heller ikke tager tiden så højtideligt. Selv om vi gerne vil give dem skylden, er forklaringen nok, at vores bevidsthed efter 3 måneder uden forpligtende aftaler har glemt hvad kalenderen, ugedage og et ur bruges til. Vi besluttede os til, efter en del rysten på hovedet, at udskifte festtøjet med vandresko og udnytte tiden ved at opleve det, som pilgrimmene tilbage i 1700-tallet navnedøbte New England, og som er staterne der dækker den nord-/østlige del af USA.

Først udforskede vi New York staten, der står i stor kontrast til det funklende storbyliv New York byen besidder. Staten New York er kendt for sine idylliske vinmarker, store bjergsøer og de to bjergkæder Catskill Mountains og Adriondack Mountains, hvor sidstnævnte bl.a. har afholdt Vinter OL 2 gange i Lake Placid. Grænsende til Canada i Vest bruser det mægtige Niagara Falls, som var en meget fascinerende oplevelse, hvis man betragtede området med turist-skyklapper. Prikken over i'et ved oplevelsen var at parkerede bilen, tag ordenligt fodtøj på og vandrede med passet under armen ind i Canada, hvor udsigten over American Falls-delen og Horseshoe Falls-delen er betragtelige bedre. En lille bonus info i den forbindelse er, at det koster 50 cent (cirka 3 kroner) at komme tilbage til USA fra Canada. Vi fandt aldrig ud af hvad det latterlige beløb skulle bruges til, men det var anledning til en del morskab.

Fra New York statens skiftende natur kørte vi til Vermont, der primært er kendt for deres orale 'specialiteter'. Her tog vi på opdagelse ved nogle lokale æble-ciderier, hvor vi smagte æble-dampede hotdogs og æble-donuts, og vi aflagde den verdenskendte isproducent Ben & Jerry's fabrik et visit. Sjældent har vi set så mange grådige amerikanere samlet på et sted, der med blodrøde øjne kæmpede sig igennem den guidede tur, der (som de udmærket var klar over) endte ud i smagsprøver. Det var en turisty-oplevelse, hvor turisterne ikke var turister men amerikanere fra lokalområdet, der besøgte stedet for at æde sig tykke i is. Ikke den bedste oplevelse, men for-pokker hvor laver de "MMmmmmm"-god is.

Herefter kørte vi mod New Hampshire for at bestige det verdenskendte Mount Washington, der med sine 1917 meter er det højeste punkt i New England. Opstigningen klarede vi med bil ad den snørklede og konstant stejle vej. Udsigten fra toppen siges at være mageløs på klare dage, hvor man kan se helt til Montreal i Canada, men desværre for os var der overskyet den dag vi besteg toppen, ligesom der er mere end 3/4 af året. Fra New Hampshire forsatte vi ind i kyststaten Maine. Det har gennem tiden været et ideelt sted at være fisker, hvorfor Maine i dag er verdenskendt for deres hummerfiskeri. Alle de mange års erfaring kommer virkelig til sin ret, når man i hyggelige omgivelser befinder sig på en Seafood restaurant med udsigt udover selvsamme hav som den friskfangede hummer har levet i, og nu serveres med kartoffelmos, salat, brød og vin. Den bedste gastronomiske oplevelse vi har haft på turen indtil nu!

På vej tilbage mod New York valgte vi at besøge en række af USAs mest prominente universiteter. Vi snakker om Havard, MIT og Yale. MIT, som med sit speciale i undervisning af ingeniører og det videnskabelige var det, vi havde set mest frem til at besøge, skuffede desværre størst. Området var uoverskueligt og koldt, og var placeret side om side med industribyggeri. Havard virkede som et hyggeligt (lidt overklasse) sted. Deres lokaler virkede heller ikke alt for gode, men satte i det mindste tingene lidt i perspektiv ift. faciliteterne på Ingeniørhøjskolen i Århus, der jo egentlig er okay. På Yale fik vi en 1,5 times lang rundtur, der virkelig åbenbarede en fascinerende institution hvor man kan mærke viden boble og syre. Det var lidt humoristisk, at de bevidst byggede alle skolens bygninger i en gotisk stil, som var de fra 1500-tallet, men bevirkede også til en øget charme i selve studiemiljøet. Vi sætter nu kursen mod NYC, og glæder os til at tilbringe det sidste af turen i 'the big apple'!

AMISH FOLKET, DERES YDMYGE LEVEVEJ OG McDONALDS

"I herrens år 1693 valgte Jacob Amman at løserive sig fra den sweiske, anabaptiske bevægelse Mennonites, for at flytte til Lanchester County i Pennesylvania og starte sin egen mere konservative version under navnet Amish. The Amish People er et hårdt-arbejdende folk dedikeret til sin familie, til at hjælpe i lokalsamfundet, til sin ydmyge levestil og til at følge et sæt uskrevne leveregler, kaldt Ordnung, der fordømmer den moderne udvikling. De ser ikke Amish som en religion men som et tankesæt, der bl.a. forlyder, at de ikke må benytte sig af elektricitet, telefoner, biler eller moderne landbrugsredskaber. Et stædigt folkfærd fastfrosset i 1800-tallet, som gør ting på den hårde måde - den ægte måde. Amish-teenagere skal i en alder af 18 foretage et svært valg; i en kort periode må de benytte nutidens fristelser, hvorefter de på egen hånd skal tage stilling til, om Amish fortsat skal være deres tankesæt. Dem der vælger fra bliver fordømt fra lokalsamfundet, og kan aldrig se familie eller venner mere."

På vej mod dagligvarekæden WalMart, hvor vi ville tage ly for natten, læste vi spændt i vores medbragte rejseguide om dette romantiske folkefærd, der passer sig selv og deres landbrug med en ydmyg indstilling til livet. De har til dagen og vejen - mere er ikke nødvendigt. Bogen anbefalede at tage en 'Buggy ride' (hestevognstur) med Abe i byen Bird-In-Hand, hvilket vi ville gøre efter en god nats søvn. Før vi slukkede lyset og fik lagt os godt til rette, var vi dog begge vidner til et mærkeligt syn; en dame klædt i mørkeblå kjole med forklæde og kyse kom gående ud af stormagasinet, skubbende til en overfyldt indkøbskurv. Havde vi lige set en Amish dame handle i en af USAs største dagligvarekæder - selve indbegrebet af kapitalismen? Det var mørkt og vi var trætte - den oplevelse måtte vi udskyde fordøjelsen af til dagen efter, hvis vi ikke havde set forkert.

Den idylliske by Bird-In-Hand var lige som vi forestillede os. Det vrimlede med store og små buggy's i yderste spor af vejen, som kun er for køretøjer med forspændt hest. Husene stod elegant side ved side, og hist og her gik unge knægte i deres karakteristiske tøj og slog græs med håndkræft. Vi rullede langsomt ind på parkeringspladsen hos Abe's, og gik op for at købe 2 billetter. Men hvad var nu det? Den ældre, finklædte dame i billetbiksen blev afkølet af en elektrisk drevet ventilator, havde en mobiltelefon ved sin side og en elektrisk radio bag sig. Vi undrede os men undlod at spørge ind til hendes misforståelser. Vores buggy-kusk hed Mennet, og i løbet af de godt 20 minutter turen tog, vendte han op og ned på vores opfattelse af Amish folket. Her er en grov gengivelse af samtale:

"You guys can ask me anything. I won't get offended, so just shoot" sagde den rart-udseende mand bag stråhatten. "First, though, my name is Mennet, I'm 58 years old and I've been Amish my entire life."
Efter kort at have introducerede os selv, kastede vi os forsigtigt ud i første spørgsmål, mens de to utrættelige heste trak os alle 3 og den sorte, fint-polstrede buggy.

"Why did you choose to be Amish?" Et spørgsmål han sikkert blev spurgt 100 gange om dagen.
Mennet fniste for sig selv. "Choose? I was born into it like all Amish people. But I like the easy way of living, and then I married my Amish wife and stayed in the local community. It's a nice town". Han fortsatte og pegede mod husene vi passerede "...see all these houses? They're all owned by people like us, Amish people."
"Why do some of the houses have electric-driven lamps in front of the houses?" spurgte vi uforstående. "We've read that Amish people don't use electricity, is that right?"
"No, we don't" sagde Mennet. "The wires and the lamps were installed when the houses were built, but most of us don't use them. See Mrs. Crawford's beautiful house over there?"
Vi fulgte Mennet's udstrakte arm og så et mageløst, flot hus med.....solpaneler på taget?
"She has solar-panels on her house so she can use the hair dryer in the mornings. She even got rechargeable batteries in her basement so she can save power."

...Batterier? Solpaneler? Hårtørrer? Hvad vrablede manden om. Hvilken falsk Amish var Mrs. Crawford? Sagde han ikke lige, at de ikke brugte elektricitet?
"Well we don't use wired electricity. Most of us charge up batteries. Most farmers use electricity in their fences to keep their animals from running wild" sagde Mennet, som om det ikke var en og samme ting.
"Why don't you just do it as they did in old days without electricity?" sagde vi mens vi havde svært ved at skjule vores voksende frustration over Amish-folkets levemåde.
Mennet flyttede opmærksomheden fra vejen og dyrene, og kiggede undrende over på os. "Well, it's a lot easier that way".
Mennet fortsatte: "Listen, you've probably heard and read a lot about the Amish, but most of it is exaggerated and not true. Like how boys have to decide if they want to be Amish in an age of 18, like how we don't use any form of electricity-device. That's not true."
Mennet trak de trofaste heste op ad indkørselen, mens han bittert formulerede de sidste ord "people write and talk about us that way to make it more interesting."

Hvad end Amish-folket var, som vi havde læst eller ej, havde vi stadig resten af dagen at opleve deres kultur. Vi spurgte derfor Mennet, hvad han ville anbefale os at gøre, og han gav os straks en brochure og begyndte at fortælle om en gamle gård,som vi skulle besøge, alt i mens han tog et kort frem og ville vise vej. Vi sagde til ham, at vi med adressen på brochuren kunne finde derover med vores GPS i bilen. "God praise the GPS - a wonderful invention" blev de sidste ord fra vores Amish ven. Vi var skuffede, forvirrede og trængte til sukker. Derfor satte vi ikke kursen mod den omtalte gård, men mod nærmest McDonalds, hvilket vi dog aldrig skulle have gjort. Selv her fandt vi Amish folk (se billeder). Havde de da ingen idé om, at det fuldstændig var imod hvad de står/stod for? Vi synes faktisk, at det er en meget inspirerende tanke at leve som i 1800-tallet uden stress og overforbrug, men den indkonsekvente levevej, de har begivet sig ud på, får konceptet til at virke en smule latterligt. Vi blev enige om, at Amish folket burde skrive de uskrevne regler ned, og få noget ordnung over deres tro/tankegang/religion.

DE 13 KOLONIER, WASHINGTON OG ENDELØS KRIG

Efter en lang og udmattende krig afgav England i 1788 officielt sin magt over de dengang 13 britiske kolonier. The United States of America var født. Den nye nation besluttede at opbygge en hovedstad, der kunne repræsentere dem alle, men samtidig være en selvstændig del løsrevet fra regionale interesser. Staterne Virginia og Maryland fandt et sumpet område i deres grænselag, de ikke kunne bruge til noget, og heraf stillede de 10 x 10 miles til rådighed. Af uforståelige grunde blev det vedtaget som en egnet placering for det kommende magtcentrum, og man døbte området District of Columbia efter den dengang populære betegnelse for USA.

Byen blev midlertidig en langsom realitet grundet de dårlige byggeforhold, en sump nu engang giver. Borgerkrig og endnu en besættelse af de ubeslutsomme Englændere, der i år 1814 plyndrede og nedbrændte den sørgelige begyndelse af byen, gjorde det heller ikke nemmere. Efter krigen besluttede Virginia, at de gerne ville have deres del af sumpen tilbage, og igen, af umiskendelige årsager, vedtog man dette. District of Columbia var nu en irregulær, skæv rektangel. Man forsøgte påny at opbygge The Federal, som byen dengang hed, men først i 1871 (næsten 100 år og en hel del krig efter USA blev uafhængig) stod byen som en velfungerende, repræsentabel kapital - nu under navnet Washington opkaldt efter landets første præsident. Præsidenten selv - George Washington - boede dog aldrig i byen (det hvide hus), og det siges han hadede den for sumpens mange myg.

"Hvad sker der for historie-timen?" tænker du muligvis, men vi har fundet ud af, at for og forstå Washington som by og amerikanernes tankegang, må man have deres forholdsvis korte, men blodige historie i baghovedet. Washington er ikke en hvilken som helst storby. Washington er et magtcentrum, der er opbygget fra bunden for at kontrollere og reagere, hvilket alle dens monumenter/mindesmærker, det hvide hus, kongressen, pentagon og overfloden af politiforce konstant mindede os om i løbet af de 4 dage, vi luskede omkring i magtens korridorer. Netop mindesmærker, det ene mere storslået end det andet, findes der mange af, og de hylder alle enten en afdød præsident eller en af de utallige krige, som USA er eller har involveret sig i.

Vi besøgte National Museum of American History, hvor specielt en udstilling skilte sig ud fra mængden. Det var den største udstilling, og tydeligvis den som museet havde brugt mest energi på at opstille. "Price of Freedom - Americans at War". Her var krig opstillet i romantiske kulisser, og det var ikke svært at se, hvem der er de gode (USA) og hvem der er de onde (dem USA er/var i krig mod). Men det værste var faktisk at bemærke alle amerikanerne, som stolt gik omkring og betragtede de patriotiske og nationalistiske opstillede krigsremedier og våben. Våben som jo i virkeligheden havde til formål at slå andre mennesker ihjel. Nu har ingen af os godt nok været i krig, men vi tvivler på, at der er så sukkersød en stemning, som vi blev præsenteret for.

Det at amerikanerne romantiserer krig gav os stof til eftertanke. En del af forklaringen er sikkert at de er født i krig og befriet af krig med krig. For dem handler krig om frihed, og frihed er et ord som amerikanerne vægter højt. På trods af den større forståelse af den amerikanske tankegang følte vi stadig, at de mange monumenter og museer i Washington kun præsenterede krigens ansigt meget sminket. Næste stop på vores seværdighedsrundfart blev dog Arlington Cemetary, den nationale kirkegård for soldater, hvor der dagligt begraves 27 mennesker. De endeløse rækker af hvide gravsten bevidnede om prisen for krigsførelse. Her stod vi foran 275.000 faldne soldater, som i hvert fald ikke havde fået deres frihedsgrad udvidet igennem krig.

"IT'S MY BIRTHDAY!!!!"

Flere gange i løbet af vores tur har det forbavset os, så glade amerikanerne er for at sætte sig selv i centrum. Specielt i anledning af f.eks. deres fødselsdag. Flere gange på forskellige hostels har vi oplevet et amerikansk fødselsdagsbarn påkræve sig de andre beboeres, og vores, opmærksomhed, for blot at bekloge os med, at det faktisk er deres fødselsdag. Flere gange har vi set folk gå rundt i en udklædning af birthday-klæder, som var det polterabend eller karneval. De føler tilsyneladende meget for denne hellige anledning, de kære amerikanere. Forleden hvor vi spankulerede og passede os selv i Miami's gader, passerede vi 2 piger og en dreng. Den ene pige sagde et eller andet til os i forbifarten, hvilket ingen af os opfattede. Den åbenbart fornærmende overhørelse af hendes bemærkning resulterede i, at hun stoppede op og nærmest råbte efter os "IT'S MY BIRTHDAY!!!". Ret forbavsede og overraskede stod vi begge mundlamme, og fik ikke engang sagt tillykke, før hun fortsatte videre i sin royale verden.

Deres opførelse på deres fødselsdag må siges at være ret anderledes fra den, vi er vandt til i jantelovens Danmark. Vi besluttede os for (eller jeg, Anders, besluttede mig for) at afprøve denne aggressive, narcissistiske selviscenesættelse i anledningen af min, Peters, fødselsdag. Med en giftig omgang sukker/flødekage udsmykket med festligheder tilsendt af min, Peters, mor, blev det både til fællessang og kram fra de andre beboere. Billederne taler vist fint for sig selv.

VEJEN DER FØRTE FREM....OG TILBAGE IGEN.

Det er nu noget tid siden, at vi lagde New Orleans høje luftfugtighed bag os, og satte kursen mod vestkystens solskinsstat, Florida. Erhvervet som professionel turist i 6 uger havde haft en trættende virkning på os, og vi begyndte af føle trang for rigtig ferie. South Beach ved Miami: strand - tjek, god mad - tjek, afslapning - tjek...der skulle vi helt sikkert hen, så det gjorde vi. Og det er faktisk alt, hvad der er at sige. Dagene her er hurtigt forsvundet uden de helt store begivenheder.

Ohh ja, en af dagene tog vi en tur ned langs de famøse Keys, der er en lang kæde af ø'er placeret i bunden af Florida. Den nederste af dem som repræsenterer USA's sydligste punkt er Key West.
Her er hvad vi havde forestillet os: En charmerende tur krydsende frem og tilbage mellem de mange idylliske, delvist øde og u-beboede, øer med det plaskende, klare tyrkise vand på begge sider af skiftevis landevej og gamle, historiske broer.
Her er hvad vi oplevede: En industriel, økonomisk optimal og kold motorvej væltende i samme retning, der nu og da strakte sig igennem meget turistprægede byer. Da motorvejen stoppede i Key West, var der ikke meget andet at opleve end at vende om og tage samme tur tilbage. Efter den skuffelse tog vi os et par dage mere på stranden. Vi var dog så heldige på vej, at opleve endnu et ekstremt tordenvejr og få det foreviget på et billede.

Et par dage senere, og lidt mørkere i huden, blev vi igen opdagelseslystne. Vi besluttede os derfor for at aflægge Floridas eneste nationalpark, Everglades, et visit. Turen gik fint, det var nemt at finde, indgangspris var sølle 10 dollars, vi fik masser af informative foldere. Sådan, det her skulle blive godt! "The primary feature of the Everglades is the sawgrass prairie" læste vi. Interessant. Det viste sig faktisk at være så interessant, at det blev 98% af alt, vi så den dag. Præriegræs. Et ekstremt stort, fladt, vådt landskab med præriegræs nok til at imponerer alle danmarks køer tilsammen. Nuvel, vi så også et par alligatorer, et hav af myg, nogle fisk og en del fugle som sikkert var specielle - men præriegræsset overskyggede stort set alt andet. Måske var det fordi vi oplevede Everglades i 'the wet season', måske var det myggene - men vi forlod naturparken en anelse skuffede. Højdepunktet den dag blev et måltid på en nyopdaget fusionsrestaurant bestående af Taco Bell og Kentucky Fried Chicken.

Mætte af den ekstreme varme, fusionsrestaurant mad og Miami's strande drager vi nu nord på.

...AND ALL THAT JAZZ

Et par dage i det monotone, endeløse betonslum, som byen Chicago hovedsagligt byder på, gav os blod på tanden for at opleve den diametrale modsætning (sjæl, liv, sved og kompromisløs musikalitet). Med vores mini-udgave af det amerikanske land udfoldet foran foran os, spejdede vi efter nye eventyr. Straks pegede vi begge på New Orleans, der med sin sorte kapitale bogstaver sprang i øjene på os. Selvfølgelig - jazzens mekka, Kathrinas offer, byen i sumpen - New Orleans var stedet vi skulle hen. Afsted vi kørte; 1 time gik, 2 timer gik, 5 timer gik, 7 timer gik og vi kom ingen vegne. Endnu engang var det lykkedes os at undervurderer afstandene i USA, men lige som vi snakkede om overnattelsesmuligheder, passerede vi et skilt der proklamerede "MEMPHIS - Home of Elvis Presley".

En simpel miskalkulation blev til en uforglemmelig oplevelse i selskab med The King of Rock (eller ren og skær bare The King), hans ydmyge bolig Graceland og, senere, en druktur på den legendariske bealestreet, der pryder sig af at præsentere den bedste blues i verden. Det var weekend, der var mange mennesker, øllet var billigt og musikken spillede - ikke desto mindre manglede vi den tilrøgede, snuskede stemning, som kun en jazzclub præsterer, og lagde derfor, dagen efter den behagelige overraskelse, Memphis bag os og satte kursen mod syd. Efter en overnatning i bilen udenfor New Orleans i et sumpet, insektbefænget område (som vi senere fandt ud af huserer alligatorer), vågnede vi kl. 7.00 op til den velkendte klonk klonk-lyd fra når en overdimensioneret maglite møder bilrude. Manden udstyret med lommelygten var nr. 3, der nok engang stillede spørgsmålstegn ved vores tilstedeværelse i deres land. Han var dog meget medgørlig, og det varede ikke længe før han skulle hjem til sin morgen-donut.

Lovens lange arm, New Orleans' høje luftfugtighed og en nattemperatur på 27 grader gjorde, at vi ikke fik meget søvn natten over. Da vi var blevet indlogeret på vores hostel, og på det højeste havde fået anbefalet at deltage i aftenens open-mic, tog vi os derfor en tiltrængt lur med søde drømme om New Orleans' første jazz-oplevelse. Om aftenen viste open-mic sig at være optrædener fra 3 HVIDE fyre, som på skift plagede os med skinger sang og amatøragtig guitarspil. Hvor var jazzen? Hvor var New Orleans sjæl og ånd? Hvor var negerne? Vi gik begge skuffede i seng den nat, fast besluttet på at finde svarene på vores spørgsmål næste dag.

Efter at have tilbragt en dag ved vores hostels pool satte vi om aftenen kursen mod Bourbon Street - "stedet tingene sker" som vi fik at vide. Med os havde vi en canadier og en hollænder, der - ligesom os - også var på udkig efter jazzen. Men hvad var nu det? Amerikas svar på Las Vegas møder Amsterdam; stripklubber side om side med slushdrinks-pubs beklædt i alle neonlysets farver så langt øjet rækkede. Adder-badder! Hvor var negerne? Hvor var jazzen? I ren og skær frustration kastede vi os over de første personer, der lignede indfødte. De belærte os hurtigt, at folk fra New Orleans ikke går i byen på Bourbon Street men på Frenchmen Street.

Ikke lang tid efter befandt vi os på en tiltalende pub der hedder The Spotted Cat. Vi købte et par øl og ventede spændt på bandet, der var på vej på scenen. 30 sekunder inde i første sang og vi var solgt. Hvilken sjæl, hvilken passion, hvilken kærlighed, hvilken indlevelse. Meschiya Lake hed den karismatiske, maget tatoverede forsangerinde, der med The Little Big Horns bag sig spillede en uimodståelig, yderst velspillet 1920'er jazz med et nymodens kækt og poppet tvist. Stemningen kogte, folk råbte og skreg, klappede og dansede, drak, røg og svedte - alt sammen gik op i en højere enhed. Efter at have danset og drukket hele natten, bevæger vi os alle 4, hårdt kvæstet og udkørt, ud i den varme nat. På udkig efter en taxi, fangede en stor forsamling af mennesker vores opmærksomhed, og vi besluttede os for at se hvad der var los. Ingen af os havde den fjerneste idé om, hvad vi var på vej til at opleve. Ingen af os viste, at det skulle blive den mest grænseoverskridende og kompromisløse musikalske oplevelse, vi ville få i New Orleans. Et 5 mand stærkt freestyle orkester havde plantet sig på et hjørne af gaden, omringet af mennesker, der som i trance dansede til deres imponerende avantgarde jazz. Skiftevis kastede dig sig ud i minutlange soloer, skiftevis skiftede de instrumenter, skiftevis tiltrak de sig opmærksomhed med deres groft musikalske overlegenhed. Alle glemte hvor de var (midt på gaden), trafikken gik i stå men festen levede!

Ingen af os ved hvor lang tid vi stod der. Et par minutter? En halv time? En time? En dag?? Tiden stoppede, og alle os der stod på Frenchmen Street var vidne til en musikalsk ekvilibrisme sjældent set mage. En ting er sikkert - vi er blevet enige om, at vi i vores næste liv skal være sorte, tykke negere der spiller jazz dagen lang med bopæl i New Orleans.

BLINKENDE LYGTER, SMADRET KOFANGER, BULDER & BRAG

Vores tur til Chicago forløb...ikke helt som planlagt. Få timer efter vi havde lagt det bjergede, naturskønne Yellowstone bag os, befandt vi os i et bakket område med vilde fritgående hjorte. Græsset er som bekendt grønnere på den anden side, hvilket åbenbart også var kommet hjortene for øre. Midt på en langtstrækkende landevej bevidnede vi et forfærdeligt, fronttalt sammenstød mellem en kvindelig bilists kofanger og en dumdristig hjort. Det var intet kønt syn og se en voksen hjort blive kastet 20 meter igennem luften og bogstavelig talt få banket hjertet ud af kroppen. Vi brugte en times tid på at snakke den arme dame ud af hendes chok og på at få skubbet den krampende hjort væk fra kørebanen, før vi lagde hjort, chok og smadret kofanger bag os.

Landskabet langs den lange vej fra Yellowstone til Chicago mindede for os i høj grad om forår i Danmark. Store flade marker, duften af nyslået græs, spredte træer der påny gennemlever træ-puberteten og en blålig himmel med optakt til en behagelig forårsregn. Mens vi og andre køretøjer roligt trillede ud mod horisonten, lod vi os gribe af den hjemvante stemningen, og kastede os ud i en nostalgisk "hvad glæder du dig mest til at spise, når vi kommer hjem"-samtale. (Her er svaret forresten varmt leverpostej på friskbagt rugbrød for os begge). Snakken og tiden fløj afsted, mens Johnny Cash prydede anlægget med sang om miserable dage. Regnen slog nu taktfast på forruden. Der var blevet en anelse mørkere - faktisk var det blevet meget mørkere, uden nogen af os havde bemærket det. Regnen tog til i styrke og væltede nu ned, så udsynet blev begrænset til få meter. Vi holdte ind til siden for at orientere os, og bemærkede at vi var den eneste bil på den lange motorvej. Den mørke himmel smed lårtygge lyn efter os, og de rungende tordenbrag overdøvede alt. Vi skiftede hurtigt Johnny Cash ud med lokalradioen.

Radio: "This is an emergency case. Duo to heavy thunderclouds with high hurricane-possibility, the National Whether Forecast advise everyone within the Sheldon area, Iowa to stay indoors and go to a secure basement or a furnitured room on the lowest floor immediately. We're getting reports of tennis-ball-sized hail. I repeat: This is an emergency case with high hurricane-possibil.."
Peter: "Har svinet en kælder?"
Anders: "Måske. Men jeg tror ikke, at forruden er glad for tennis-hagl. Hvor er vi?"

Et par tryk på GPS'en afslørede, at vi befandt os ganske få miles nord for stormens øje. Radioen fortsatte og berettede, at stormen bevægede sig nord/øst med cirka 50 mph - samme vej som vi skulle. Vi blev enig om at fare afsted på motorvejen, og slap med tiden væk fra alt tumult og kaos. Det var den vildeste omgang lyn og torden, vi begge nogen sinde har oplevet.

"Welcome to the City of Chicago" modtag et skilt os hen på aftenen med. Vi havde kurs mod en Wallmart, beliggende i en forstad til storbyen, hvor man lovligt må overnatte i sin bil. Mindre end 10 minutter efter vi passerede det flinke velkomstskilt, skar de genkendelige røde og blå blink pludselig igennem nattens mørke. Endnu en rotte i fælden, nåede vi hånligt at ytre inden det gik op for os, at politiets spotlight var rettet mod os. Satans! Vi holdte ind til siden og blev øjeblikkeligt totalt blændet af et projektørlys, som politibilen havde peget ind på vores sidespejlene. Kort tid efter vi langsomt havde genvundet synet kom endnu en politibil med lys og blink og stoppede i modsatte spor. Vi var nu så godt som omringet. Da vi havde holdt der et par minutter, nærmede den ene politimand i en stor bue sig langsomt bilen. Han havde kurs mod førersædets nedrullede vindue - den ene hånd solidt plantet på pistolen i hans bælte, den anden bevæbnet med en overdimensioneret maglite-lommelygte. Han blændede os endnu engang. Efter nogle grove spørgsmål gik det op for betjenten, at vi ikke var bandeledere. Stemningen "mildnede" sig og vi blev i stedet forhørt på alle leder og kanter, og han forlangte at se alskens papirer. Til sidst gav de op, da de tilsyneladende ikke kunne finde nogle fejl, og vi blev sluppet fri. 2-0 til Anders og Peter over den amerikanske politiforce.

Og så har vi med egen krop oplevet en seværdighed - Mount Rushmore - som amerikanerne kalder udpræget touristy. Forresten hørte vi de første par gange dette udtryk som churchy, og forestillede os derfor det var et område med mange kirker. Her var dog ingen kirker, men til gengæld en uoverskuelig mængde af asiatere med deres utrættelige kameraer. Der gik desværre "den lille havfrue" i det massive klippearbejde, og vi havde derfor svært ved at holde en seriøs indgangsvinkel til det. Hvilken af præsidenterne synes I er bedst udskåret?

YELLOWSTONE NATIONAL PARK

De sidste 4 dage har vi tilbragt i selskab med gråbjørne, brunbjørne, pumaer, wapiti-hjorte, bisonokser, bjergfår, elsdyr, gråulve, prærieantiloper og en masse fuglekvidder. Ja, vi er faktisk selv begyndt at gro skæg-pels for at passe mere ind hos naturens venner. Yellowstone National Park er det mest frodige område, vi endnu har oplevet i USA, hvilket bl.a. skyldes at en stor del af parken ligger på en gammel indsunket vulkan. Den ekstreme varme lurer stadig lige under overfladen, og det gør Yellowstone til verdens mest aktive gejserområde.

Vi tror ikke der findes et mere natur-utopisk område i verden end Yellowstone. På 4 dage har vi oplevet styrtende regn, rivende blæst, dalende sne, bagende hede, lynende lyn og bragende torden. Vi har oplevet natur uden lige med bjerge, stepper, aktive gejsere, kæmpe bjergsøer, varmekilder i alle afskygninger (dog mest varme), nedbrændt øde skovområder og tæt, ustyrlig bevoksning tangerende til jungle. Vi har set mange af førnævnte dyr, og set flere vilde dyr på 4 dage, end vi ville gøre på et år i Danmark. Ja, Yellowstone må være paradis på jord. Okay okay...et råddent-ægge lugtende paradis. Varmekilderne udslipper nemlig gasser, der med hjælp fra mikroorganismer nedbrydes til hydrogensulfid = rådden æggelugt.

Den største oplevelse var helt klart, at vi nåede og se 3 bjørne; den sidste dag, på vej ud af parken, fik vi os en lidt ekstraordinær oplevelse. Pludselig så vi omkring 10 biler holde ved kanten af vejen, hvilket for det meste indikerer, at der er bjørn på færre. Vi holdte ind ved vejen, hvor der var plads, og så hurtigt en fuldvoksen brunbjørn gå og fornøje sig cirka 100 meter fra det parkerede "Svin". Bjørnen så ikke ud til at give de glade tilskuere megen opmærksomhed, men slentrede blot langsomt omkring...med kurs mod os! Den nærmede sig, den nærmede sig - og forsvandt så bag en bakke. Vi var lige ved at miste håbet, da forestillingens hovedperson ud af ingen ting kom til syne, cirka 10 meter fra os. Passagervinduet nærmest bjørnen var selvfølgelig nedrullet og kameraet klikkede på liv og løs. Bjørnen gik tilsyneladende og spiste græs, og gik nærmere og nærmere det nu skælvende "Svin". Da den var godt 3 meter fra os standsede den op og kiggede nysgerrigt ind igennem det åbne vindue. Selv om vi vil påstå, at situationen var under kontrol, fik de 700 kg nysgerrig pels det til at løb os koldt ned af ryggen mens hårene rejste sig. Den fandt til sidst græsset på den anden side af vejen mere interessant, end os, og passerede forbi. Sikke en mageløs oplevelse med skovens konge.

Mindste oplevelse var Yellowstones varetegn - Old Faithful. Den gamle gejser har fået sit navn pga. sin taktfaste udbrydelse (gennemsnitligt hver 90. minut). Vi ventede spændt i cirka 30 minutter sammen med flere hunrede (mest asiatiske) turister - linet op på rad og række, alle med øjnene og kameraerne fikseret mod den gamle trofaste. "Nu sker der noget" sagde en, "Jeg så vidst noget vand inde bag alt dampen" sagde en anden, en snes børn græd, det småregnede og blæsten var bestemt i sit es den dag. Vi ventede yderligere 10 minutter. Ingen ting. Men så skete der endelig noget. Efter et par halvhjertet forsøg på at sende vand 30 meter op i luften, som en vandslange der bliver tændt og slukket for, kogte den gamle trofaste endelig over og sprøjtede til højre og venstre i et par minutter. Vi kiggede på hinanden og blev enige om, at det er snart på tide den gamle trofaste ligger dampen på hylden og går på pension.

Yellowstone har været en kæmpe oplevelse. Det er svært for os at sammenligne de uforglemmelige øjeblikke, vi får herover, men de sidste 4 dage har bestemt hørt til nogle af de bedste. En af dagene overnattede vi på en campingplads, og da vi ved tidlig solnedgang gik en tur ud i skoven, for at finde brænde til vores aftensbål, åbenbarede der sig et kæmpe frodigt marklandskab med en mindre flod, hvor bisonokser, hjorte, elsdyr og prærieantiloper græssede. Dette var ikke nogen seværdighed fyldt med irriterende japanere, det var ingen 'stianlagt' rute - det var den ægte idylliske og uforstyrrede natur. Vi var begge meget fascinerede og samtidig fyldt med ærefrygt (og lidt bjørnefrygt). Iøvrigt kan vi godt lide træerne her - de prøver ikke på at blive useriøst høje, men nøjes med deres almindelige træhøjde.

WESTERN AMERICA - GRAND CANYON

Nevada, Arizona, Utah, Colorado og New Mexico. Alle stater, der har en fod indenfor i det, der samlet set kaldes Det røde land. Stedet har et utal af nationalparker, og har også noget af det mest fascinerende natur, vi indtil nu har oplevet. Og ja, selv om det røde land næsten udelukkende består af forskellige variationer af ørken, så afspejler det på mange måder den semi-romantiske opfattelse, vi har af USA: Cowboy til hest, indianere, meter høje kaktuser og bidske, sultne gribbe - alt sammen i et landskab bestående af monumentale, røde sten-klipper.

"In beauty I walk: beauty before me, beauty behind me". Således sang navajo-indianerne, som oprindeligt levede i store dele af det røde land. De påstod også, at mange af de røde klippe-formationer, der præger landskabet, i sandheden er The Legend People (mænd forstenet af en prærieulv pga. dårlig opførelse), så mon ikke de i ny og næ fik sig en ekstra stærk fredspibe? Her er virkelig, virkelig åndetagende skøn natur, så om ikke andet har de i hvert fald ret i deres sang.

Vi ankom til Grand Canyon Village om eftermiddagen og selvom 30 grader ikke er meget for en ørken, var det lige i overkanten for et par halv-blege danskere som os. Selve Colorado River, som har forårsaget den store kløft, kan man ikke se oppefra, så vi valgte en 10 km lang rute ned i den kogende gryde. Vi var forbavset - hvor er det i sandheden svimlende, som naturens egen hånd i løbet af mange millioner af år har formet dette uofficielle verdensvidunder. Da vi efter 4 timers vandring fik øje på Colorado River i det fjerne, begyndte vores mistro dog at melde sig. Kunne denne lille å virkelig forårsage alt dette? Vi lod os blive i troen...lige indtil vi nær bunden af ruten så en efterladt grusmaskine og nogle graveredskaber. Den gængse turist passerede uvidende og uopmærksom forbi, men for os faldt det hele på plads øjeblikkeligt.

Grand Canyon er et kæmpe stort og lumsk fup-stunt, udført af en mindst lige så lumsk regering. "Hvorfor?" spørger du - for at tjene penge på turister...og være seje. Det kan også forklare USAs nuværende økonomiske krise, da det må ha' kostet en del at lave. Man må dog gi' dem credit for deres anstrengelser, da Grand "Fake" Canyon er op til 1,6 km dyb, op til 29 km bred og 446 km lang. Se selv bevismaterialet under billeder.

Fup-nummer eller ej, Grand Canyon er en ubeskrivelig oplevelse der kun blev endnu bedre nedefra.

ALWAYS ON THE MONEY

"What happens in Vegas stays in Vegas" siger man. Ikke i det her tilfælde. Efter vi havde kørt en 2-dags rejse gennem den tørre ørken, poppede det bisarre og imponerende Las Vegas op. Vi blev hurtigt indkvarteret på Sin City Hotel, fik os noget at spise, en lille lur og gjorde os så klar til aftens gambling-strabadser.

Las Vegas opmærksomhedskrævende enebarn hedder The Strip. 24 timer i døgnet 365 dage om året, tilbyder den 6 km lange gade det ene prangende tema-kasino efter det andet. Bellagio, New York, Paris, Venedig, Treasure Island - alle stod de på tåspidserne for at overtage vores dollars til gengæld for kortspil eller blink og larm fra en pengeslugende maskine. Men med så mange kasinoer så tæt på hinanden er konkurrencen hård. De kæmpede alle en vanvids kamp om at tiltrække os: Ildspyende vulkan placeret i et tropisk paradis, en kunstigt anlagt sø til 200 millioner kr med et fascinerende vandshow bestående af 1214 dyser og 4500 lamper, eller et gennemført pirat-skuespil med 2 kæmpe både og 25 statister - de havde vist ikke gennemskuet, at vi kun havde tænkt os at bruge 40 dollars.

Efter at have kasino-jumpet benene trætte - og øjnene neon-lys mætte - langs the strip, besluttede vi os for at rive lidt i en tyveknægt. Vi spillede med lav indsats for at forlænge spilleglæden, og fandt hurtigt ud af, at vi på denne måde kunne score en del gratis drinks af de let påklædte servitricer, der går rundt og varter op om kasinoets spillende publikum. Vi fik hurtigt så hatten passede og tabte ikke flere penge, end hvad vi kunne nå at drikke for. Vi var efterhånden i godt og grundig feststemning - vi trængte til en club. Og som havde vor herre hørt vores (las vegas syndige) bønner, gik vi ind i en fyr på gaden i løbet af få minutter, som spurgte om han skulle skaffe os adgang til en af Las Vegas fedeste clubs.

En privat køretur i en sort Hummer-limo, samt en tilsyneladende KÆMPE misforståelse, senere, befinder vi os på en af Las Vegas hotteste....strip-klubber. Efter at have betalt entréen på 20 dollars (som dog inkluderede 2 gratis øl), blev vi enige om, at vi jo ikke kunne lade den gode øl gå til spilde - og nu havde vi jo betalt for at komme ind. Timerne derefter virker en anelse slørede for os begge - men jeg, Anders, tilbragte vidst det meste af tiden på toilettet (med hovedet i kummen) og jeg, Peter, tilbragte nok det meste af tiden med at drikke de 4 øl (som om).

Ingen af os blev dog gift (til andet er bevist). Viva Las Vegas, Elvis!

DE USERIØSE TRÆER NÅR NYE HØJDER

Langs den nordlige del af Californiens kyst ligger 5 fredede naturparker, som tilsammen dækker et areal på over 530 km². "Svært og se skoven for bare træer?" sidder du sikkert og tænker, men her er svaret et klart, rungende nej. Det, som gør området vi besøgte specielt, er nemlig bestanden af den specielle træsort, Redwood, som er kendt for deres ude-af-proportioner, komplet vandvittige størrelse.

Verdens højeste træ er 115,5 meter højt og hedder Hyperion. Det er ikke (som I sikkert sidder og tænker) en palme fra Los Angeles, men derimod et coast redwood træ lokaliseret i en af skovparkerne. Af sikkerhedsmæssige årsager vil naturforeningen, som forvalter parkerne, dog ikke opgive den specifikke location af frygt for Hyperions ve og vel. Vi har derfor (desværre) ikke kunne opdrive Hyperion, og har derfor ikke fået dens besyv med, om hvordan det føles at være verdens største bunke brænde. Træerne kan desuden blive 8 meter i diameter, og de ældste træer er dateret til at have eksisteret siden 200 f.Kr.

Hyperion eller ej - naturen, træerne og dyrelivet var en uforglemmelig oplevelse, og vi følte begge en tilstedeværelse af en mystisk energi, nærmest som var området magisk. Selv tilvendingen til det hektiske storbyliv, som vi langsomt har fået efter 3 uger, forsvandt øjeblikkeligt da vi steg ud af bilen, og med et blev indfanget i den uforanderlige skovs stillestående tidsboble. Det står nu klart for os hvorfor musikere, poeter, kunstnere og forfattere opsøger naturens inspiration ved mangel på kreativitet, og det lykkedes da også os at tangere et par dybe, filosofiske overvejelser. Vi nævner i flæng: "kæft her er mange træer", "tænk hvis blade var lyserøde" og "hvad fordriver man tiden med i 2200 år?". Store spørgsmål - store spørgsmål.

Vi opholder os i øjeblikket for anden gang i San Francisco - men sikkert kun for en kort stund. Selv om vi langt fra er blevet trætte af hippier med træ-halskæder og træer med hippie-peace-tegn, brummer "svinet" lidt efter kapitalisme og ludomani. Mon ikke Las Vegas blinkende paradis er i vente. Vi har dog fået besøgt den berømte fængsels-ø, Alcatraz, samt prøvet den lokale sportsgren, Xstreme Skateboarding, inden vi forlader USAs mest europæiske storby. Hvis du ikke tror os, kan du se beviserne under billeder. Endnu engang ligger vi bekymringerne bag os og hører motorvejens kalden.

BLOGGEN PÅ AFVEJE

I løbet af de sidste 3 uger har vi langsomt bevæget os væk fra vores startposition, Los Angeles, og det medbragte spejlreflekskamera bliver nu brugt mere flittigt (mest af alt, fordi vi føler os mere trygge ved situationen, end vi gjorde i Inglewood). Derfor indfører vi nu to nye tiltag, som er placeret i bunden af bloggen.

Først finder man det allerede eksisterende ARKIV, som viser en oversigt over tidligere indlæg, da vi for overskuelighedens skyld kun viser de 2 nyeste indlæg på selve bloggen.

Herefter finder man HVOR ER VI?, der viser et kort af USA. Hvis man klikker på kortet vises en forstørrede udgave, hvorpå vores (forvirrende og ustrukturerede) rute er markeret.

Og rosinen i pølseenden er vores BILLEDER. I bunden af bloggen er de præsenteret som en filmrulle, men hvis man klikker på filmrullen føres man videre til en separat side, hvor billederne kommer i en kronologisk rækkefølge med de nyeste øverst. Billederne her er i en højere størrelse, hvis man klikker på dem, samt med supplerende nødvendige (og unødvendige) kommentarer. Kig endelig derind i ny og næ, hvis du vil se hvilke afveje vi følger!

HONG TAI CHINA TRAVEL SERVICE

Vores roadtrip ramte point of no return for godt 4-5 dage siden, da vi langt om længe fandt den perfekte bil til det perfekte roadtrip: en toyota. Her er historien om købet:

Rosemead, en forstad til Los Angeles, er navnet på den by, hvor den finere del af Californiens beboere med asiatisk oprindelse holder til. Det er os stedet, hvor vi købte vores bil. Efter næsten 2 ugers intensiv biljagt, og efter at have nærstuderet et utal af bilmodeller, faldt valget på det svin af et køretøj, som opfyldte vores kriterier bedst. Til vores held havde Hong Tai China Travel Service netop den model til salg. Ikke til vores held beviste 2 telefonsamtaler, at den muntre ejer af Hong Tai China Travel Service besidder et voldsomt amerikansk/kinesisk dialekt, og mildest talt var umulig at kommunikere med. Så da telefonsamtalerne ikke gjorde os klogere på noget, tog vi ud og så køretøjet.

Venligt imødekommende nærmede kinesiske Fru Tong os, og det viste sig at være hende, som havde bukserne på i firmaet. Vi havde på daværende tidspunkt allerede inspiceret 5 biler af samme model, og "svinet" (som hun siden er blevet døbt) var uden tvivl den bedste i rækken. Fru Tong var dog ikke nem at spille bold med - dels fordi hun var en god sælger og dels fordi hun var umulig at forstå. Vi nåede dog til enighed til sidst, og her er så det, vi tror, at vi har købt: Hvid Toyota Previa fra 1996 med 2.4L motor, Cruise Controle, AirCondition, Automatgear, 2 stk. soltag, plads til 7 personer, sammenklappelige sæder bag i bilen, kører omkring 8-9 km/l. 3700§ alt inklusiv. Hva-be-har?

Siden købet af bilen har vi allerede bevæget os omkring 1100 kilometer. "Svinet" har været en tur ude og mænge sig med de kendte i Hollywood (som man kan se på ovenstående billede). Hun har været på turist-tur til Solvang, som er by der afspejler det kunstige/(klamme) billede Amerikanerne har af Danmark. Hvis det stod til Solvang ville Danmark bestå af 10% hvidkalkede rundkirker og 90% bindingsværkhuse; heraf ville størstedelen være bagere (som ikke sælger rugbrød!!!) eller souvenirer butikker.

Vi har også tilbragt vores første 3 nætter i "svinet". Første nat gik forrygende, men nat nr. 2 var nær gået galt, og vi var nær taget med bukserne nede af det lokale politi, som spurgte os efter vores gøren på en rasteplads. Livet på landevejen tegner sig dog godt, specielt med vores nyligt installerede hjemmeanlæg, vores allerede trofaste, nikkende rejsevovse "druggie duggi" samt gamble-terningerne og wunder-baum citrus.

Som nævnt har vi allerede bevæget os omkring 1100 kilometer. Vores samlede rejse forventes at blive omkring 18000 kilometer. Indtil nu har vi IKKE haft problemer med "svinet", men det forventes før eller siden. For morskabens skyld sætter vi derfor et SuperSize Fast-Food Meal på højkant, og det eneste DU skal gøre, er at gætte hvornår "svinet" bryder sammen første gang (målt i kilometer). Benyt kommentar-funktionen til at komme med dit bud, og du er dermed et skridt nærmere et fabelagtigt måltid i godt selskab. Vinderen bliver den person, som kommer tættest på resultatet. Det skal lige tilføjes, at vi selvfølgelig snakker om fastfood-kæde af eget valg.

Vi er nu endelig på afveje!

CITY OF ANGELS PÅ GODT OG ONDT

Vi har nu opholdt os lidt over en uge i Los Angeles, og vores første indtryk præget af fascination af landet, kulturelle forskelle (i forhold til Danmark) og byens liv, bliver langsomt skiftet ud med et måske mere realistisk billede af vores område.

For et par dage siden ventede vi på en metro i den sydlig bydel Long Beach, efter endnu en dag med intensiv biljagt, da vi pludselig blev antastet af en amerikansk middelalderende dame. Hun var meget direkte og udadvendt (som de fleste Amerikanere er), og fortalte bl.a. at hun havde boet i byen i 8 år. Efter lidt small-talk frem og tilbage, kom hendes mening om byen krystalklart tilkende: Los Angeles er en imponerende by at besøge, men ikke en imponerende by at leve i. Senere har vi fået samme melding fra flere andre. Det har været lidt af en åbenbaring og finde ud af, at mange af de fastboende ikke bryder sig om at være her. Underligt nok har vi begge fået et helt andet billede af byen herefter. Der er ikke meget glæde at spore i folks øjne. Hvis man ser sig om i metroen virker folk trætte, indelukkede og på grænsen til deprimerede, og det eneste rigtige sted vi ser folk grine, er inden for hostelets 4 vægge.

Vi har på trods af vores korte ophold været vidne til flere voldsepisoder. Den mest brutale var en dage i metroen, da vi pludselig hørte larm fra sæderne bag os. Larmen opstod fordi en ung pige var i færd med at få tæsk (og blive afklædt) af en stor, pumpet, sort fyr. Da pigens lillebror prøvede at hjælpe hende, blev han også slået til blods. En anden episode udspillede sig en dag på en parkingsplads, da vi var vidner til at en fyr bevidst køre over en piges fod - og blev holdende på den. En fyr som bor fast på vores hostel har senere fortalt, at Inglewood (kvarteret hvor vi bor) består af 47% afro-amerikanere og 47% mexicanere, og at miljøet er stærkt bandepræget. Vi hører da også sirener mindst en gang i timen.

I vores biljagt har vi været omkring mange af de fattige kvarterer (ligesom det vi bor i). Her vrimler det med hjemløse, der desperat tigger efter penge. Vi er blevet antastet af alt fra en gammel krigsveteran til små børn,. Forleden på vej hjem fra en kiosk, med en 6pack millers og nogle ussle 50-cent kager under armen, løb vi ind i en finklædt herre, der ligeledes spurgte efter lidt småpenge. Vi forærede ham en håndfuld quarters, hvorpå han fortalte os, at han engang arbejdede som highschool-lærer - og her gik den arme mand nu rundt i et beskidt jakkesæt med en gammel, slidt indkøbsvogn fyldt med lort som eneste følgesvend. "Things went wrong", som han sagde. Tabt i systemet vågner han op hver morgen til et liv, han ikke fortjener, ligesom damen på billedet. Det er svært ikke at tro på hans historie og deres elendighed, og det er svært magtesløs at se på.

Vi minder os selv om, at vi ikke er her for at redde USA, og prøver derfor at fokusere på noget lidt mindre seriøst. F.eks. palmer. Det vrimler med palmer. Useriøse, høje, dumme palmer. De står langs alle gader, og kan tilsyneladende blive op til 70m høje. Hvad vil de deroppe? Det vil være OK, hvis toppen af de 70m udløste en prangende, blomstrende krone uden lige - men sådan forholder det sig sgu ikke. De har alle sammen en useriøs lille busk, som får hele palmen til at se endnu dummere ud.

Los Angeles er en blandet oplevelse, vi glæder os efterhånden til at komme videre og så har vi nyt om bilkøb i løbet af de kommende par dage.

SO WHAT'S NEW UNDER THE SUN?

...ja sol har vi i den grad. Vi har dog os erfaret, at de generelt er ret sparsommelige med vejroplysningerne i L.A. Da vi prøvede på at finde specifikke oplysninger som vi har det i Danmark; luftens vandindhold, vindens retning, dem globale opvarmnings lokale forhold og et konstant up-2-date skyatlas, var den eneste oplysning vi kunne få, at det ville være "windy". Og det var det. I dag står der heldigvis "shiny" i prognosen. Mageligt har vi det. Klik forresten på billedet for at se en større, bedre udgave.

Hvad angår maden lever vi efter det kendte ordsprog "A Burger A Day Keeps The Doctor Away". Det har indtil nu fungeret fint, men jeg, Peter, har en krop med stigende lyserøde tendenser (først pink eye, nu også solforbrænding, what's next?), så lad os se hvor længe det ordsprog holder. Det hænger måske også sammen med, at vi ser 10 gange så mange fastfood kæder/spisesteder end vi ser indkøbscentre/kiosker. Måske er det bare de områder vi færdes i?

Vi har nemlig, indtil nu, satset på at lede efter bil i de fattige områder, der tangerer til slum, for at være realistiske mht. vores budget. Her har vi virkelig følt os som fremmede, mærket mange nedstirende blikke, og så havde vi et mindre sammenstød med en gammel krigsveteran, der plagede om penge på den ubehagelige, semi-fysiske måde. Vi tager det dog begge i stiv arm.

Det med bilkøb har vist sig lidt mere besværgeligt end vi først antog. Der er tusindvis og atter tusindvis af bilforhandlere - snuskede og mindre snuskede - alle klar til at tage røven på os. Og generelt har vores budget på 3000§ vist sig lige i underkanten, så vi prøver nu lykken med autotrader.com, som udover forhandlere sætter os i kontakt med private personer.

Og så er der forresten en ny fyr som har tjekket ind på hotellet. Taktisk smart har han valgt at flyve lige i kødet på pigerne. Knap så taktisk smart nøjes han ikke med en, men vælger at satse på flere af værelsets kønneste piger. Han ved åbenbart ikke, at man ved parceremonien kun kan stå bag en pige (tumpe). Vi arbejder stadigvæk på, hvordan vi kan få ham stemt hjem!

Som de gode turister vi nu engang er, har vi selvfølgelig sat os ind i statens lovgivning - både den som vedrører os, og....andet ubrugeligt. Det bliver spændende at se, hvor mange af nedenstående love, vi når og overtræde.

- No vehicle without a driver may exceed 60 miles per hour.
- Toads may not be licked.
- It is illegal for a man to beat his wife with a strap wider than 2 inches without her consent.
- Sunshine is guaranteed to the masses.
- It is a misdemeanor to shoot at any kind of game from a moving vehicle, unless the target is a whale.
- It illegal for anyone to try and stop a child from playfully jumping over puddles of water.
- You cannot bathe two babies in the same tub at the same time.
- It is illegal to cry on the witness stand.
- It is a crime for dogs to mate within 500 yards of a church.

DE FØRSTE DAGE I LOS ANGELES

Hårdt mørbanket efter cirka 31 timers rejsen (og med kun ganske få timers søvn) ankom vi til første destination på "la U.S. of A. Road Tour 2010", nemlig Los Angeles, Californien. Mere end forventet nåede vi at gennemleve 5 security-tjek inden ankomst til L.A., og jeg, Anders, var endda så heldig, at blive eskorteret ind i et rum med to lufthavns politifolk til yderligere et grundigt tjek. Maden i flyene var god, og tiden fordrev vi med at se dårlige familie-komediefilm og udveksle forventninger til vores kommende alpha-omega: bilen.

Med en lidt forsinket lufthavns shuttlebus kørte vi mod Paradise Ho(s)tel, hvor vi blev indlogeret i et cirka 20-mands stort dorm-room. Nu skriver vi godt nok 20-mands, men det vidste sig kun at indeholde piger ud over os. De snorker heldigvis ikke så meget om natten, som de snakker om dagen. Stedet er lækkert med gratis morgen-blueberry muffins, kage det meste af døgnet, aftensmad, 1 times gratis champagne om aftenen, samt opvarmet pool, gratis internet og masser af glade mennesker.

Ret hurtig faldt vi i snak med to flinke tyske piger fra Munich, som vi endte med at tilbringe det meste af første dag sammen med i Downtown Los Angeles. Udover nogle storslåede bygningsværker, er denne bydel ikke synderlig imponerende, og er underligt nok præget af mange gadehandlere, der tilbyder den ene form for bras efter den anden.

I metroen på vej ind mod byen stiftede jeg, Anders, bekendtskab med amerikanernes åbenhed, da jeg i et mortal-combat lignende opgør verbalt tørnede sammen med en ældre, afro-amerikansk dame. Hun mente vidst nok, at jeg rørte hende med min taske. Da jeg svarede igen, at hun skulle slappe lidt af, svingede hun sin gamle håndtaske med sin gamle arme så hårdt hun kunne, og ramte mig lige i smasken. Arj okay, det gjorde hun ikke, men vildt var det.

Mættet for oplevelser vendte vi snuden hjem, hvor vi undervejs pludselig fik øje på vidunderet, der måske bliver vores kommende 3 måneders lange og forhåbentlig loyale ven. Hun er en 4.1 litters fra 1984, har cirka 66000 miles på bagen og føler sig liiiidt bedre end alle andre af 5 gode grunde:

1) der står cadillac på hende
2) hun er over 7 meter lang
3) hun har intern telefonforbindelse fra forsædet til bagsædet
4) hun har indbygget fjernsyn
5) hun består primært af læder og mahognitræ indvendigt

Yes de damer og herrer, vi fik øje på en vaske ægte limousine. Jeg, Peter, fik æren af at posere med hende på billedet herunder. Klik på billederne for at se dem i større opløsning. Hvad siger I? Skal det være vores kommende rejsekompagnon, vores 4-hjulede ven i tykt og tyndt?

HEJ OG VELKOMMEN TIL ANDERS OG PETER PÅ AFVEJE

...og det er lige præcis, hvad vi er, og hvad vi forventer at være de næste 3 måneder. På afveje altså.

Herinde kan du løbende læse om vores oplevelser i Guds eget land, USA, hvor vi opholder os i tidsrummet fra 26. April til 23. Juli (btw. tak til den islandske vulkan, der var skyld i en uges forsinkelse).

Vi vil kombinere de beskrivende ord med hovedsagligt egne billeder, så vi på bedst mulige vis kan viderebringe vores oplevelser og færten. Tak fordi du læser med, og husk endelig at smide en kommentar, så vi også kan få lidt nyt fra DK.

Best Regards,
Anders og Peter.